Sotirios Papagiannopoulos

Papagiannopoulos solgt til AIK Stockholm

F.C. København har solgt Sotirios Papagiannopoulos til AIK fra Stockholm, og forsvarsspilleren skifter tilbage til hjemlandet med øjeblikkelig virkning.

Papagiannopoulos kom til FCK i sommeren 2018 fra Östersunds FK og har spillet 71 kamp i den hvide trøje:

”'Sotte' viste især i efteråret 2019, at han er en spiller på højt niveau, og han har været et godt og professionelt bekendtskab både på og uden for banen i hele sin tid i klubben. Han har brug for at spille mere fast og det var der ikke udsigt til i FCK på den korte bane. AIK er en stor klub, der giver ham mulighed for at være en del af et tophold. Vi ønsker ham held og lykke i Stockholm,” siger manager Ståle Solbakken.

29-årige Papagiannopoulos nåede at vinde et mesterskab og spille to gange i Europa League-gruppespillet med FCK:

”Jeg har haft en rigtig god tid i København i en rigtig stor klub med mange utroligt dygtige spillere og trænere. Jeg har lært meget her og skabt gode relationer gennem de seneste to år. Jeg kommer til at savne en masse mennesker, og vil gerne takke alle i klubben, der har taget sig godt af mig her. Jeg er dog snart 30 år, og derfor er det vigtigt for mig, at jeg bliver mere fast del af et hold rent kampmæssigt. AIK er en ambitiøs og stor klub, ligesom Stockholm er en fantastisk by, så jeg ser frem til at komme i gang der,” siger Sotirios Papagiannopoulos.

Alle i FCK takker 'Sotte' for hans indsats for klubben og ønsker ham alt det bedste i fremtiden.