Sotirios Papagiannopoulos på sin nye hjemmebane
Sotirios Papagiannopoulos med trøje nr. 4
Sotirios Papagiannopoulos underskriver kontrakten
Sotirios Papagiannopoulos interview med FCK TV
Sotirios Papagiannopoulos i spillertunnellen
Sotirios Papagiannopoulos i omklædningsrummet
Sotirios Papagiannopoulos ser ud over Telia Parken

Papagianno­poulos ny FCK-spiller

F.C. København har skrevet kontrakt med Sotirios Papagiannopoulos, der er købt fri af svenske Östersunds FK og tiltræder på en 4-årig aftale.
 
”Vi er meget tilfredse med tilgangen af Sotirios, som har redskaberne til at blive en stærk FCK-stopper. Vi har kendt ham længe og var især imponerede af hans spil i Europa League. Han er hurtig, fysisk stærk og god med bolden, ligesom han har været med på internationalt niveau for både klub og landshold. Han har også været en del af en stor klub som PAOK i Grækenland og har den rigtige mentalitet til at være med i en klub, der spiller under pres. Vi ser meget frem til at arbejde med Sotirios, som vi er overbeviste om bliver et positivt bekendtskab for FCK,” siger manager Ståle Solbakken.
 
Den 27-årige svenske forsvarsspiller var en af hovedpersonerne i Östersunds europæiske succes denne sæson, hvor han sammen med holdet spillede sig videre fra Europa League gruppespillet efter at have slået Galatasaray og PAOK ud i kvalifikationen. I gruppen slog holdet blandt andre Hertha BSC ud, inden Arsenal blev endestationen, trods en 2-1 sejr på udebane til svenskerne.
 
”Jeg ser det her som et stort skridt frem i min karriere. Jeg har haft en fantastisk tid i Östersund, men nu ser jeg virkelig frem til den her store udfordring. FCK er Skandinaviens største klub og den bedste i et internationalt perspektiv. Det glæder jeg mig til at blive en del af, og jeg vil gøre alt, jeg kan for at hjælpe klubben til titler og succes. Det er en stor dag for mig, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang,” siger Sotirios Papagiannopoulos, der som efternavnet antyder har græske rødder, men er født i Stockholm og blandt reserverne til den svenske VM-trup.
 
Papagiannopoulos får nummer 4 i FCK. Og ja, navnet kan godt være på ryggen af trøjen…
 
Spillerfakta
Navn: Sotirios Papagiannopoulos
Født: 5. september 1990
Position: Forsvarsspiller
Tidligere klubber: Östersunds FK, PAOK, Assyriska FF, Akropolis IF, Väsby United
Landskampe: 2 A for Sverige