På plads i Podgorica

På plads i Podgorica

F.C. København landede tirsdag middag i den lille lufthavn lidt uden for Montenegros største by, Podgorica, hvor onsdagens returopgør mod FK Mogren afvikles. Bagende solskin fra en skyfri himmel bød det lille rejseselskab velkommen:  - It’s nice, it’s hot, det har jeg ikke noget imod! Men temperaturen betyder nu ikke så meget for mig, fortalte Dame N’Doye, da han og holdkammeraterne trådte ud af det chartrede Atlantic Airlines-fly og mødte en mur af varme, hvor temperaturen må har været et stykke over 30 grader i solen.

Mens spillere, trænere og ledere satte kursen mod City Hotel i Podgorica, drog den lille gruppe af medrejsende samarbejdspartnere vestpå til deres hotel i Budva ude ved ”Adriaterhavets Riviera”, hvor Mogren i øvrigt selv hører hjemme. Deres stadion er imidlertid ikke godkendt til internationale opgaver som denne, og derfor afvikles kampen i Podgorica.

Trods den solide 6-0-føring i bagagen er mestrene da heller ikke kommet herned for at holde badeferie. Selv om 5 af profilerne er blevet hjemme i Danmark, er forberedelserne til kampen præcis de samme, som hvis det havde været en kamp på Old Trafford. Det vil sige frokost kort efter ankomsten og herefter hvile på værelserne, indtil der er afgang til Stadion Pod Goricom, hvor spillerne træner kl. 18 i aften.

Podgorica betyder i øvrigt ”under Gorica-højen” – og til almindelig beroligelse er der ingen forbindelse til den slovenske klub Gorica! Gorica-højen i Podgorica er faktisk to bakkedrag, som indrammer byen, der kan føre sin historie helt tilbage til 1300-tallet. Størstedelen af Podgorica blev sønderbombet under 2. verdenskrig, og i dag er bybilledet stadig en del præget af de efterfølgende ca. 50 år under kommunistisk styre i Jugoslavien.

FCK.DK vender tilbage senere med tekst og billeder fra aftenens træning. Her er foreløbig nogle skud fra ankomsten til Montenegro.

 

  

 

 

 

 

 

  

 

 Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK