Bryan Oviedo

Oviedo inden FCM: Vi glæder os til en fed kamp

I aften kl. 20.15 spiller vi pokalkamp i Parken mod FC Midtjylland, en kamp som kan ses på DR1, og det er noget som hele truppen glæder sig til. Der er nemlig både mulighed for at teste, hvor langt man er kommet med de nye ændringer i spillet, samtidig med at der er revanche i forhold til seneste opgør i Herning.

"Det bliver en svær kamp, de har været gode igennem en lang periode. Det er en god mulighed for os til at se hvor langt vi nu er kommet med de nye ting, som vi forsøger at implementere. Og det er virkelig bare en fed kamp at kunne glæde sig til," fortæller Bryan Oviedo.

Venstrebacken giver ikke så meget for at pokalen skulle være vigtigere end tidligere, for når man spiller i F.C. København, handler det om at vinde alle kampe.

"Når man spiller i FCK skal man vinde alle kampe, både i pokalen og i ligaen. Det er egentlig ret simpelt, vi skal have en vinder-mentalitet, der siger, at vi går efter at vinde alle kampe. Så den er egentlig ret klart defineret, og ikke noget vi er i tvivl om. Med de super dygtige spillere vi har på holdet, så bør det også være sådan. Det er dog klart, at der i pokalen ligger en god mulighed for at komme til at spille i Europa, når nu vi har startet skidt i ligaen, men overordnet set handler det for os om at vinde alle kampe. Sådan er det i FCK, og så må vi se, hvornår vi rammer det niveau kontinuerligt, at vi også kan tillade os, at forvente det i alle kampe. Vi er dog på vej, ingen tvivl om det," siger Oviedo.

Venstrebacken har set et hold der er blomstret op i de seneste par kampe med et mere offensivt udtryk og en fremadrettet stil, og det kan han også mærke inde på banen.

"Vi har spillet med frihed, og alle forsøger at gøre det bedste for holdet, og det må siges at være det vigtigste. Men vi begynder at finde relationer og samarbejdet bliver bedre i de nye positioner. Vi har fået nogle gode resultater, og har haft en anden mentalitet og udtryk, det har været godt for os. Det her er dog kun begyndelsen, og vi skal forsætte med at rykke os i den rigtige retning," siger Bryan Oviedo, som også har kunnet se sig selv i startopstillingen de seneste tre kampe, hvor han også har leveret to assists.

"Jeg er naturligvis glad for at få mere spilletid og jeg føler, at jeg har ventet længe på det. Det sidste år har været svært, jeg har forsøgt at holde humøret oppe, og træne så godt som muligt. Jeg har ikke givet op, og jeg er glad for, at jeg nu står og kan bidrage med mere inde på banen til holdet. Assists og positive relationer inde på banen kommer fordi vi har ramt et bedre niveau end tidligere, og jeg kan kun glæde mig på vegne af alle de andre på holdet, som også har set stærke ud de sidste par kampe. Nu skal vi forsætte, og slutte året rigtig godt af," slutter Bryan Oviedo.