Optakt: Farum - F.C. København

Lørdag eftermiddag mødes F.C. København og Farum Boldklub i rundens fremskudte kamp, i det der må betegnes som et vaskeægte topopgør, grundet de to holds placeringer som henholdsvis nummer to og tre.

Tirsdag tog de to holds reserver en forsmag på lørdagens begivenheder i en træningskamp der endte med 3-2 sejr til F.C. København. Spillere som Christiansen, Zuma, Kihlstedt og Lønstrup var alle med i kampen og sandsynligt er det, at flere af disse vil være at finde i den trup, Hans Backe udtager fredag. Tilbagevendte Lønstrup kronede i øvrigt i denne kamp en flot indsats med to fornemme scoringer.

På træningsbanen i dag trænede Røll og Lønstrup med på normal vis, mens Tobiasen og Svensson fik "særbehandling" af fysisk træner Anders Storskov. Begge disse spillere forventes at deltage i den normale træning allerede fra i morgen af.

Oprykkerne fra Farum har overrasket positivt i deres første sæson i SAS Ligaen. Holdet indtager således en øjeblikkelig tredje plads med kun tre point op til førstepladsen. Til kampen må Christian Andersen se bort fra topscorer Nichlas Hindsberg, der er ude resten af forårssæsonen, ligesom også Andreas Havlykke er ukampdygtig. Ellers vender den stærke kantspiller David Rasmussen tilbage efter endt karantæne.

To gange tidligere har F.C. København mødt Farum og begge gange er det endt med sejre til Byens Hold på henholdsvis 2-1 og 4-0. Begge disse opgør blev spillet i PARKEN, hvorfor kampen på Farum Park, vil være det første møde de to klubber imellem på denne bane i landets bedste række.

Særdeles vigtige point står på spil i kampen om herredømmet i SAS Ligaen på lørdag. Drag selv en kende nordpå og støt Byens Hold i dets bestræbelser på for tredje gang i sæsonen at besejre oprykkerne fra Farum.