Old Boys nyder varmen

4 kampe på 10 dage er hård kost for de fleste, men når bare succesoplevelserne kommer i samme høje tempo, er det en ren fornøjelse.

 

Den tiltrængte stime af sejre blev indledt pinselørdag i pokalkampen ude mod Gladsaxe-Hero. Værterne var så gæstfrie at invitere indenfor på stadion, og på en velplejet bane kvitterede FCK Old Boys med pasningsspil i høj kvalitet. Sejren blev på 3-1, og det er alt rigeligt i en pokalkamp men for lille i forhold til spil og chancer. Gladsaxe-Hero skal roses for hele kampen igennem at spille teknisk fodbold, så det blev en seværdig kamp for de få fremmødte. I følge eget udsagn scorer Mio altid i Gladsaxe IP, og her skete det endda 2 gange. Kenny Larsen scorede det 3. mål.

 

Onsdag var der turneringskamp i Tårnby med en 2-1 sejr til følge og her var målscorerne Mio og Brian Kaus. Michael Johansen blev dagens mand i hvidt med 6 stemmer.

 

Lørdag var Valby på besøg og her blev kampen afgjort i løbet af de første 20 minutter, hvor slutresultatet 3-0 var en kendsgerning. Det dejlige sommervejr lagde en dæmper på tempoet i resten af kampen, og det var ikke FCK Old Boys egen fortjeneste, at Valby ikke kom på tavlen i slutningen af kampen. Målscorerne mod Valby var Claus Bregenborg med 2 og Brian Kaus. Hjemmeholdets bedste spiller blev Christian Taylor med 6 stemmer.

 

Mandag var Dragør på besøg og de foregående succesoplevelser satte sit tydelige præg på FCK Old Boys indsats. Fra start blev Dragør sat under pres og kom på hårdt arbejde på denne dejlige sommeraften, så en halvlegsføring på 2-0 til hjemmeholdet var helt i overensstemmelse med begivenhederne på banen. Det lignede en afgørelse, men det var Dragør, der kom bedst fra start i 2. halvleg med en reducering efter 10 minutter, og så var kampen åben igen. FCK Old Boys lod sig dog ikke ryste og kom igen op i et tempo, som Dragør havde svært ved et følge med i. I denne fase af kampen var særligt Mio et vigtigt omdrejningspunkt med et stort løbearbejde fra den sædvanlige centrale placering på banen. Med et par minutters mellemrum efter knap 20 minutter spillet af 2. halvleg faldt de afgørende scoringer til 3-1 og 4-1, og det var også FCK Old Boys, der lukkede og slukkede til 5-1.

 

Dagens målscorer var Claus Bregenborg og Piotr Haren med 2 hver og et sjældent hovedstødsmål af Per Frandsen. "Kammeraterne" råbte selvmål, men vi lader tvivlen komme Per til gode.

 

Dagens bedste spiller hos FCK Old Boys var ubetinget Mio, der hele kampen viste stort overskud og overblik og fortjent fik 8 stemmer.

 

Næste kamp, og forårets sidste turneringskamp er mandag d.19. juni kl.18:30 mod Hvidovre i Pile Allé. Herudover er der en pokalkamp på hjemmebane mod vinderen af Tårnby-FB.

 

Mod Dragør stillede FCK Old Boys op således:

 

Peter Madsen
 
Kim Svendsen  Martin Birn  Søren Westergaard  Christian Taylor
 
Brian Kaus  Michael Mio  Carsten V.  Martin Johansen
 
Piotr Haren  Claus Bregenborg
 
 
Indskiftningsspillere: Iørn Uldbjerg, Per Frandsen og Kenny Larsen