UEFA Champions League i Parken

Nu gælder det...

Efter 1-1 i den første kamp i Basel er scenariet ret enkelt inden returkampen i Parken: vinderen onsdag aften kvalificerer sig til ligafasen i UEFA Champions League, og taberen til UEFA Europa League.

Står det uafgjort efter 2 x 45 minutter, spilles 2 x 15 minutters forlænget spilletid – og står det stadig uafgjort afgøres det i straffesparks-konkurrence.

Træning tirsdag
FC Basel havde kampfri i weekenden, hvor vi lørdag aften spillede 1-1 mod OB i Parken, og schweizerne kommer til København i morgen og har pressekonference i Parken kl. 17, hvorefter de træner kl. 18-19. Det bliver uden stopperen Jonas Adjetey, der blev udvist i det første opgør og derfor har karantæne.

F.C. København træner også i Parken tirsdag fra kl. 14.30-15.30, og kl. 16.00 holder Jacob Neestrup og en spiller pressekonference, som du snarest efter kan se i sin helhed i FCK-app’en.

Tilskuere har ikke adgang til træningerne, men pressen kan overvære det første kvarter.

>> Bag kulisserne i Parken? Tjek datoerne her

Adgangsforhold
Vi minder om, at der DHL-stafet i Fælledparken hver aften denne uge, så onsdag aften er der ekstra mange mennesker i og omkring Parken, hvilket også kan mærkes i metroen og andre offentlige transportmidler. 

Vi opfordrer til at komme i god tid og vise hensyn til de mange motionsløbere – og tilskuere til A-tribunen, Sektion 12 og C-tribunen skal gå til og fra Parken via Øster Alle før og efter kampen. Læs mere om adgangsvejene her.

>> Tilskuerinfo med åbningstider m.m.

Erfaren dommer
UEFA har udpeget rumænske dommere til kampen, og den erfarne István Kovács passer fløjten, ligesom han blandt andet gjorde i forårets Champions League-finale mellem PSG og Inter. Han dømte også vores Champions League playoff-hjemmekamp mod Rakow i 2023.

Lodtrækninger til ligafasen
Som nævnt er vi - uanset udfaldet - sikre på otte europæiske kampe i efteråret og i januar, og selv om Europa League også opfylder vores målsætning for sæsonen, er der ingen tvivl om, hvor både vi og FC Basel helst vil være med!

UEFA trækker lod til Champions League-ligafasen torsdag kl. 18.00, og til Europa League-ligafasen fredag kl. 13.00.

- - - - - 

Powerbanks og bagagebokse i hjørnet mellem Parkens A- og B-tribune
Brug bagageboksene mellem A-tribunen og Sektion 12 til opbevaring - eller mobil-opladning