Jacob Neestrup

Neestrup om de to kommende testkampe

Søndag kl. 20 gælder det IF Elfsborg i den første af tre testkampe i Portugal, og allerede dagen efter spiller vi kl. 13 mod Brøndby.

“Det bliver kampe mod to modstandere med forskellige strukturer, hvor vi blandt andet kan arbejde med vores variationer, både i måden vi presser på, og hvordan vi bygger spillet op,” sagde Jacob Neestrup efter træningen lørdag formiddag.

“Det er klart, at jo tættere vi kommer på sæsonstarten, jo vigtigere er det at gøre et godt indtryk i forhold til at være i pole position. Så vi har de her to kampe og så Molde-kampen på torsdag til de sidste finpudsninger, inden vi går ind i et spændende forår.”

“Vi har endnu ikke besluttet, hvordan vi stiller op i de to kampe, for vi skal blandt andet evaluere senere i dag på, hvor langt Clem og Birger er, efter at de har været ude i længere tid. Men der er sikkert mange, som især glæder sig til at se vores nye spillere, Scott, Magnus og Alex, og de kommer alle tre i spil hen over de to kampe,” slutter Neestrup.

To U19-spillere støder til
Truppen på træningslejren suppleres i aften med Hjalte Bidstrup og Aksel Halsgaard fra U19-holdet, som i dag tabte 1-2 til Nykøbing FC’s 1. divisionshold i en træningskamp på Nummer 10. Oliver Højer scorede vores enlige mål.

De rejser hjem igen tirsdag sammen de andre unge, som er med hernede, og fortsætter med U19-holdets forberedelser, da der ikke er behov for så bred en trup til den sidste Molde-kamp hernede på torsdag.

Mens vi er ved talenterne, så er Oliver Højer, Roberto Risnæs, Jonathan Moalem samt keeper Tobias Breum-Harild udtaget til U17-landsholdets tur til spanske Pinatar fra den 13.-18. februar, hvor de møder Schweiz og Irland.