Jordan Larsson og Markus Solbakken

Neestrup: Godt at se nogle andre i kamp

“Jeg synes, vi var rigtigt gode i de første 30-35 minutter, hvor vi ser meget af det, vi gerne vil se,” indledte Jacob Neestrup sin umiddelbare vurdering af aftenens opgør mod Viking.

“Men selvfølgelig havde jeg også gerne set, at vi havde puttet par bolde i kassen, for vi havde chancerne til det. Så vi skal være skarpere i felterne, det er noget af det, vi tager med fra kampen.”

“2. halvleg blev mere åben med meget spil frem og tilbage, så den kontrollerer vi ikke lige så godt som det meste 1. halvleg. Men vi fik set en intens kamp, og det var det vigtigste.”

“At vi så også fik trænet straffespark til sidst, det er fint nok, men det er de 90 minutters ordinær kamp, som vi tager med hjem og evaluerer på og tager ved lære af.”

“Vi stiller et stærkt og kompetitivt hold i aften, og vi valgte at lade nogle spillere træne godt igennem i formiddag for at kunne sende andre i kamp her til aften. Det betyder selvfølgelig lidt for relationerne, at nogen ikke har spillet så meget sammen, men det er det også vigtigt at bruge de her træningskampe til, og det var godt at se nogle andre i kampe,” slutter Jacob Neestrup.

Der venter endnu to træningsdage og en kamp fredag aften, inden truppen vender hjem til København på lørdag til en sidste uges forberedelser, inden det går løs i Superligaen den 19. februar med en udekamp i Silkeborg.