Jacob Neestrup og staben takker fansene efter kampen

Neestrup: En fantastisk præstation af alle

”Vi elsker at give store oplevelser til vores fans og til Parken i form af titler, pokaler, gruppespil og nu ligaspil, og i sidste ende handler det om at skabe minder. Det er det, som den her klub er bygget på, ikke mindst store europæiske minder, og der kommer forhåbentlig mange flere,” sagde Jacob Neestrup efter at klubben endnu engang har kæmpet sig vej ind i Champions Leagues hovedturnering, hvor vi nu får fornøjelsen af en ligafase med otte kampe.

”Det er bare en fantastisk præstation af det her hold, når man tænker et år tilbage, hvor vi var bagud 0-3 i Farum efter en halv time og stod midt i en genopbygning af et nyt hold. Men nu står vi her et år senere og har vundet et mesterskab og en pokal og spillet os i Champions League igen-igen. Det er fantastisk, og jeg er bare glad på alles vegne.”

”Det er tredje gang på fire sæsoner, og den frekvens har hverken F.C. København eller noget andet hold i dansk fodbold præsteret før. Det er imponerende, men selv om det nu er sket igen, så er det altså langt fra noget, man kan tage for givet. Det er rigtig svært at vinde superligaen, men med de koefficientpoint dansk fodbold har opnået, kan du ikke tage for givet, at en dansk mester og heller ikke F.C. København spiller så meget Champions League, som vi har gjort nu i tre ud af de fire sidste sæsoner.”

”Vi skal gennem seks kvalifikationskampe samtidig med, at vi skal præstere i den hjemlige for at bevare muligheden for endnu et mesterskab og endnu en Champions League et år senere. Det er ikke nemt, og derfor er jeg ekstra stolt over den her præstation, hvor F.C. København igen – ligesom mange gange før – har kæmpet sig vej ind i hovedturneringen.”

”Vi har på kort tid formået at bygge et hold op, der spiller med en meget stor ansvarlighed i de her kvalifikationskampe, hvor vi kun lukker ét mål ind i seks kampe på et tyndt straffespark i Basel.”

”Det viser et internationalt format, og det viser, at de her drenge har fået det europæiske mindset ind under huden, som vi har været kendt for i mange år med mange forskellige cheftrænere og spillere.”

Om kampen i dag
”Ser vi på kampen i dag, så er vi ikke gode i 1. halvleg, men jeg synes også godt man kan se en forskel på, at vi har spillet 12 kampe med 3-4 dages mellemrum, mens Basels program var skræddersyet til at give optimale betingelser for at komme i Champions League. Det var den fornemmelse jeg sad med, og det gør kun vores præstation endnu større.”

”Men vores store erfaring i disse kampe, det er at vi bevarer roen, selv om vi er presset, som vi for eksempel var i det første kvarter nede i Basel, og selv om vi ikke lykkedes godt nok i 1. halvleg i dag, så giver vi ingen chancer væk og holdes os helt inde i kampen, og jeg synes vi vokser, som kampen skrider frem.”

Et andet mindset i ligafasen
”Man skal også bare huske, at det her er de værste kampe at spille… det handler om ikke at blotte sig, for det handler kun om én ting, og det er at give videre. Og vi formår ikke at blotte os, men det bliver anderledes nu, hvor vi har mere at vinde, end vi har at tabe."

"Det så vi også i gruppespillet for to år siden, så der må man gerne forvente et hold, der kommer ud med et andet mindset, for nu er vi her! Igen! Så skal vi vise os frem fra en god side, selv om der kommer stærke modstandere undervejs, men nu er vilkårene lige, for nu spiller alle kampe to gange om ugen, Og det glæder vi os til!” sluttede Jacob Neestrup.

Torsdag aften finder vi ud af, hvilke modstandere der venter, når UEFA trækker lod til ligafasen, og det er fra kl. 18.00.