FCK-fans i Prag

Muligt forbud mod udefans til playoff i Polen

F.C. København opfordrer fans til at afvente med at booke rejser og ophold til vores kommende udekamp i UEFA Champions League kvalifikationen.

Det skyldes, at klubben efter vores udekamp mod Dortmund i seneste sæsons Champions League gruppespil fik et betinget forbud mod at sælge billetter til klubbens udebaneafsnit, hvis der blev affyret pyroteknik, kastet med objekter eller var uroligheder inden for det næste år i en UEFA-kamp.

Der var flere tilfælde af ovenstående i Prag tirsdag aften, og derfor har UEFA gjort os opmærksomme på, at det potentielt kan betyde, at denne betingede dom bliver udløst, og vi derfor risikerer ikke at måtte have fans med til kampen i Polen mod Raków Częstochowa.

Vi forventer en afklaring på dette senest fredag i denne uge og vil melde ud så snart, vi ved mere.

Vi kan ikke understrege kraftigt nok, at det er helt utilstedeligt at affyre pyroteknik mod banen eller andre steder på stadion, da det er forbundet med stor risiko for andre fans, spillere, dommere og andre aktører omkring kampen.

Vi arbejder også på at identificere personen, der affyrede pyroteknik mod banen i går, og vedkommende kan se frem til en langvarig karantæne foruden en bøde.