Mere om Hammarby

Torsdag den 23. februar 2006 tørner de to hovedstadsklubber F.C. København og Hammarby IF sammen. Det bliver det første møde mellem de to hold i en officiel kamp og der er gode chancer for mål, da det er et af både Danmarks og Sveriges mest scorende mandskaber der tørner sammen.

Hammarby IF er grundlagt i 1897 og fik fodbold på programmet fra 1915. Klubben debuterede i den bedste svenske række i 1922 og opnåede en flot 2. plads i debutsæsonen. Alligevel skulle der gå 79 år, før det lykkedes klubben at hjemtage sit første og eneste svenske mesterskab. Det skete i 2001. Ud af det hold der vandt guld i 2001 er der kun to gengangere i Hammarbys trup: Den tidligere svenske U-21 landsholdsspiller Pablo Piñones-Arce samt højre-backen Suleyman Sleyman.

I den netop afsluttede Allsvenskan-sæson sluttede Hammarby på 4. pladsen i ligaen, á point med F.C. Københavns gruppemodstandere i Royal League, Kalmar FF, dog med en dårligere målscore. Alligevel var Hammarby det næstmest scorende hold i Allsvenskan 2005, kun overgået af mestrene fra Djurgården. I 2004 blev det til en skuffende 6. plads, da det året forinden var lykkedes at vinde sølv efter Djurgården og endnu engang som det næstmest scorende mandskab.

Af store profiler i truppen kan blandt andre nævnes den 21-årige angriber Björn Runström der har nettet ni gange i de 23 Allsvenskan-kampe han har deltaget i, i den netop overståede sæson. Også angrebsmakkeren Paulinho Guará er en giftig herre, med 8 mål i samme periode. Den danske anfører Mikkel Jensen bliver ligeledes rost til skyerne hensidan for sit store overblik og tekniske kunnen.

Klubben afvikler normalt sine kampe på Söderstadion i det sydlige Stockholm. Stadion er en del af et større idrætsområde hvor blandt andet den store multihal Globen også er placeret. Selve stadion er fra 1966 og har en kapacitet på maksimalt 16.353 tilskuere. I sommeren 2005 blev der indført rygeforbud på samtlige arenaer der hører under Globen og hermed også på Söderstadion.

Det er dog i skrivende stund endnu uklart om kampen afvikles på Söderstadion eller om den eventuelt rykkes. Indtil videre har Hammarby IF dog afviklet alle sine tre hjemmekampe i Royal League på Söderstadion.

Vidste du?
-At F.C. København, sammen med finalemodstanderen sidste år, svenske IFK Göteborg, er det hold der har spillet flest Royal League-kampe?

-At det er blevet til 17 kampe og kun 2 nederlag - begge smalle 0-1 nederlag og begge på udebane?

-At Hammarby bliver den 8. modstander F.C. København møder i Royal League?

-At Hammarby går under "kælenavnet" Bajen?

-At Hammarby havde et tilskuersnit på hjemmebane på knap 11.500 tilskuere i den netop afsluttede sæson?

-At F.C. København for første gang er part i kamp mellem to Kappa-sponsorerede mandskaber?

-At Christian Traoré blev udlejet til Hammarby mens han stadig var på kontrakt i F.C. København?

-At kampen mod Hammarby bliver et gensyn med flere tidligere Superligaspillere: Klebèr Saarenpää (med fortid i AaB), Jeffrey Aubynn (med fortid i AGF) og Mikkel Jensen (tidligere FCM og Brøndby)?

-At også en anden tidligere Superligaspiller er på kontrakt i Hammarby. Det drejer sig om Nichlas Hindsberg, der dog er lejet ud til Lyngby og derfor ikke er med mod F.C. København?

-At Tobias Linderoths far, Anders Linderoth, er cheftræner for Hammarby?

-At blandt andre Eagle-Eye Cherry og Björn Borg er store fans af Hammarby?

-At Atiba Hutchinson scorede i både ude- og hjemmekampen for Helsingborg mod Hammarby, i den netop overståede Allsvenskan-sæson?