Mere hæder til Gravgaard og F.C. København

Efter at SAS liga trænerne kårede Michael Gravgaard til Efterårets profil i SAS ligaen for en uge siden, er det nu Gravgaards spillerkollegaers tur til at følge trop. Således er han kåret til Årets profil 2005 af Spillerforeningen. Foruden Gravgaards personlige succes kan det også noteres at F.C. København er repræsenteret med tre spillere på Årets hold: Jesper Christiansen, Lars Jacobsen og naturligvis Michael Gravgaard. Dermed er Byens Hold den bedst repræsenterede klub på Årets hold.

Senere på måneden har Gravgaard muligheden for at score "hattrick" når alle danske divisionsspillere samt de udlandsprofessionelle spillere ligeledes kårer Årets spiller. Her er den store stopper således nomineret som en af fem spillere. Kåringen foretages d. 28. december i Herning og transmitteres direkte på Danmarks Radio.