Mateo Tanlongo
Mateo Tanlongo med trøje nummer 8

Mateo Tanlongo ny FCK-spiller

F.C. København har lejet den argentinske midtbanespiller, Mateo Tanlongo, af Sporting CP på en aftale for resten af sæsonen. I aftalen er der også en købsklausul.
 
20-årige Mateo Tanlongo fik sin fodboldopdragelse hos CA Rosario Central i hjemlandet Argentina, hvor han også spillede frem til januar i år. Her skiftede han til portugisisk fodbold og storklubben Sporting CP fra Lissabon, hvor han siden har spillet 14 kampe.
 
Tanlongo optræder på den centrale midtbane, primært som 6'er, og er desuden argentinsk U20-landsholdsspiller og repræsenterede blandt andet sit land ved U20 VM tidligere på året.
 
PC: Stort talent og potentiale
”Vi har ønsket at skærpe truppen yderligere på 6'er-positionen, og Mateo passer rigtigt godt ind i vores rekrutteringsstrategi med sit store talent og potentiale," siger sportsdirektør Peter Christiansen.

"Han har allerede prøvet sig af i en stor klub som Sporting, og han har redskaberne til at udvikle sig til en rigtigt dygtig spiller. Det skal vi nu i fællesskab udfolde.”
 
Neestrup: Arbejdsom og dedikeret
Tanlongo er en vigtig brik i sammensætningen af truppen, siger Jacob Neestrup:
 
”Han er en meget arbejdsom og dedikeret spiller, der sætter holdet først og erobrer mange bolde. Han spiller med stor intensitet og aggressivitet i sit presspil og har samtidig et fornuftigt pasningsspil."

"Nu skal han lande hos os, og så indgår han med det samme i konkurrencen om spilletid," siger Jacob Neestrup.

Tanlongo: En stor mulighed for mig
Mateo Tanlongo får trøje nummer 8 og ser frem til at blive F.C. Københavner.
 
”Jeg er virkelig glad for at være her og vil arbejde hårdt for at falde hurtigt til og hjælpe klubben," siger Tanlongo.

"Det er en stor mulighed for mig, og FCK er en respekteret klub med flotte resultater både i Danmark og i de europæiske turneringer, senest med kvalifikationen til Champions League igen."

"Nu ser jeg bare frem til at komme ud på træningsbanen og møde alle mine nye holdkammerater, og så glæder jeg mig til at opleve Parken og den fantastiske stemning der,” siger Mateo Tanlongo. 
 
Alle i F.C. København byder Mateo velkommen til klubben og byen.


>> Se sommerens transferoverblik her
 

Jacob Neestrup og Mateo Tanlongo