View over Estadio Municipal de Marbella

Marbella-minder fra Copa del Sol i 2010

F.C. København tager igen i år på vinter-træningslejr i det sydlige Spanien, og efter sidste års ophold på La Manga går turen denne gang til Marbella-området.

Tirsdag formiddag flyver truppen i chartret fly fra Roskilde til Malaga og derfra med bus til La Quinta Golf & Country Club, ca. 17 km fra Marbella centrum. Træningen foregår på det nærtliggende Marbella Football Center, hvor vi også spiller den første af turens to træningskampe på lørdag kl. 16.00 mod SK Brann. 

Det ligger endnu ikke fast, hvor vi møder Sturm Graz onsdag den 14. januar, og dagen efter går turen tilbage til København.

Vi streamer begge kampe i FCK-appen og på tv.fck.dk (det kræver et FCK+ abonnement), og vi streamer også træningskampene mod B.93 på Nummer 10 den 23. januar og mod AGF i Aarhus den 1. februar.

Gensyn med træningsbanerne
For Thomas Delaney og Hjalte Nørregaard bliver det et gensyn med træningsbanerne fra vinteren 2010, hvor vi senest var på træningslejr i Marbella. Dengang boede truppen på Hotel Guadalpin nede ved stranden ved Puerto Banús, den mondæne marina lidt vest for Marbella, men trænede ligesom i år på Marbella Football Center.

Hotel Guadalpin, Puerto Banús
Spillerhotellet i 2010. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


I årene inden Marbella-turen i 2010 var vi på vinter-træningslejr i La Manga (ligesom i 2025), men valgte Marbella i 2010 for at deltage i træningsturneringen Copa del Sol, hvor vi spillede tre kampe i den indledende gruppe:

2-1 over Kalmar FF (Martin Vingaard 39’, César Santin 76’)
1-1 mod Shakhtar Donetsk (Martin Vingaard 8’)
2-0 over Molde FK (Mathias Zanka ’16, César Santin 70’)

Vi blev nr. 2 på dårligere målscore end Shakhtars forsvarende UEFA Cup-vindere og slog siden OB 2-1 i kampen om 3.-4. pladsen på mål af Dame N’Doye (15’) og Martin Vingaard (67’), inden Peter Utaka reducerede kort ført tid. 

Foto: Sportsagency.dk / Lars Møller
Ailton Almeida i duel med en ukrainer, mens 18-årige Thomas Delaney ser til. Foto: Lars Møller, Sportsagency


Den efterfølgende finale mellem Shakhtar og CSKA Moskva blev aflyst på grund af det øsende regnvejr, der satte ind allerede under vores OB-kamp. Begge hold var nervøse for skader, og da de skulle rejse hjem dagen efter, kunne man ikke udsætte finalen, så de delte pengepræmien.

Alle kampene blev spillet på Estadio Municipal de Marbella inde i selve Marbella. Et slidt stadion fra midten af 70’erne med ubrugelige løbebaner og uden nogen overdækning på tribunerne. Det blev renoveret i 2013, men er lige nu ved at blive revet helt ned til fordel for et nyt stadion, der ventes at stå klar i 2028.

I 2010 rummede det ca. 7.000 tilskuere, men til “bronze-vandkampen” mod OB var der stort set tomt på tribunerne, bortset fra vores reporterteam!

Foto: Sportsagency.dk / Lars Møller
OB's Espen Ruud trykker af, mens Martin Vingaard ser til. Foto: Lars Møller, Sportsagency


“Vores første kampe blev spillet i fint solskin, men til OB-kampen en sen fredag eftermiddag blev det bare værre og værre,” husker Torkil Fosdal, som 'tilfældigvis' var på vinterferie hos sin søster og svoger, som dengang boede lidt uden for Marbella.

“Der havde været et par hundrede tilskuere til de første kampe, men jeg talte ca. 80 til OB-kampen. Altså ved kampstart, for i løbet af 2. halvleg tror jeg, at min datter Julie og jeg var de eneste på tribunerne. Jeg sad som sædvanlig med min computer og tog noter under kampen, mens Julie forsøgte at skærme lidt af med en paraply. De andre tilskuere sad nok på en eller anden bar og spiste tapas i tørvejr…”

“De er vant til 300 solskinsdage om året dernede, men når det så endelig regnede, så skal jeg ellers love for, at det stod ned i stænger. Det var jo lidt ærgerligt for kampen, for OB var vores nærmeste rivaler dengang, og det var vores sidste træningskamp, inden vi seks dage senere skulle møde Marseille i 1/16-finalerne i UEFA Cup.”

“Men jeg kan huske, at det også øsede ned, da vi i december 2009 vandt 2-0 i Odense, som betød at vi kun var ét point efter fynboerne i vinterpausen i stedet for syv. Senere i december tog vi så til Prag og vandt 3-0 i snevejr, og det er faktisk kun få dage siden, der gik rygter i Malaga/Marbella-området om snevejr her i januar, men nu forventer man ‘kun’ kraftige regnskyl, som ser ud til at holde op, inden vi kommer derned på tirsdag,” fortæller Torkil Fosdal.

Marbella Football Center
Marbella Football Center i strålende solskin. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media

 

Løst og fast fra træningslejren i 2010
Da vi mødte Molde, havde de bl.a. eks-FCK’eren Magne Hoseth samt den senere FCK’er Pape Pate Diouf på holdet - og havde lejet Djiby Fall med en fortid i Randers FC og OB, inden fynboerne solgte ham til Lokomotiv Moskva.

Ulrik Laursen blev skadet i læggen mod Shakhtar Donetsk og var først klar igen til forårets sidste kampe, hvor vi sikrede vores andet mesterskab i træk.

Truppen til træningslejren:
Målmænd: Jesper Christiansen, Johan Wiland og Frederik Vang Larsen
Forsvar: Zdenek Pospech, Oscar Wendt, Bryan Oviedo, Mathias Zanka, Ulrik Laursen, Mikael Antonsson, Peter Larsson, Danni Jensen, Jacob Albrechtsen, Thobias Ndungu Skovgaard
Midtbane/kanter: Hjalte Nørregaard, William Kvist, Jesper Grønkjær, Atiba Hutchinson, Thomas Kristensen, Martin Vingaard, Thomas Delaney og Saban Özdogan
Angreb: Dame N’Doye, César Santin, Morten Nordstrand, Ailton Almeida og Kenneth Zohore

Kenneth Zohore samt Thobias Ndungu Skovgaard var U19-spillere. Zohore debuterede den 7. marts 2010 mod AGF, blev oprykket i A-truppen i sommeren 2010 og fik i alt 23 kampe. Ndungu fik et indhop i en pokalkamp i Viby i september 2010.

Libor Sionko var blevet i Prag efter vores 3-0-sejr i december og tørnede nu igen ud for Sparta, hvor han også spillede fra 1999-2004. Han var selvfølgelig ovre og hilse på Pospech og sine andre gamle klubkammerater i FCK.

Libor Sionko hilser på Ulrik Laursen
Charles Maskelyne spejder efter Libor Sionko, der hilser på Ulrik Laursen, mens Anders Storskov morer sig over en af sine egne vittigheder, som han ikke havde hørt før. Foto: Lars Møller, Sportsagency.


Chef-scout Lars Højer kom til Marbella efter 10 dage i Costa Rica i forbindelse med købet af Bryan Oviedo, der fik sin uofficielle debut under Copa del Sol.

Jesper Grønkjær og Lars Højer
"Skal du have et lift?" Chef-chauffør Jesper Grønkjær og chef-scout Lars Højer. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Bryan Oviedo fik uofficiel debut som venstre back mod Kalmar og skulle lige vænne sig til vores måde at spille på… han var flere gange ved at drible sig fri på modstanderens baglinje - i højre side af banen!

Foto: Sportsagency.dk / Lars Møller
Bryan Oviedo i sin officielle debut mod Kalmar FF. Foto: Lars Møller, Sportsagency


Hjalte Nørregaard havde fået en “sommerfrisure” af Jesper Christiansen. Han startede i alle forårets kampe på nær én, men mistede pladsen til Claudemir i efteråret og skiftede i januar 2011 til AGF.

Hjalte Nørregaard
En nyklippet Hjalte Nørregaard... Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK