Lokalopgør på Frederiksberg Idrætspark mod tophold

Efter en skidt forårsstart, er FCK2 tilbage på sporet med to sejre i træk – på søndag skal holdet dog finde deres bedste spil frem, når rækkens nummer ét B93 gæster Frederiksberg.

 

Af Ragnald Kruse

Efter at have ligget skræmmende tæt på den røde streg, er FCK2 nu rykket op på en 9 plads – 9 point ned til Søllerød-Vedbæk på den ærgerlige næstsidsteplads. Det er dog 20 point færre end dagens modstander der med fem sejre i træk, ser ud til at være en stærk kandidat til en oprykning i 1. division.

 

Fra superliga til 2. division

B93 har jo, som de fleste husker, været en tur oppe i det fine selskab i SAS-ligaen i 1998, hvor det dog blev en kort fornøjelse…bl.a. pga. tre nederlag til F.C. København. Efter en del år i 1. division, rykkede holdet videre ned i 2. division i 2005 – samme år som divisionsstrukturen blev lavet om og sendte FCK’s reserver op fra Danmarksserien. Østerbro klubben har siden da endt lidt under midten af tabellen hver sæson, men nu ser det altså endelig ud til at gå den rigtige vej.

 

Sidst de to hold mødtes var i november 2008, hvor byens hold måtte tage hjem med et 3-1 nederlag. Begge hold har brug for de tre point, hvor FCK2 har brug for at komme helt væk fra bunden, mens B93 skal prøve at få afstand til FC Vestsjælland, der ligger og ånder Østerbro klubben i nakken med to point mindre.

 

Så kom forbi Frederiksberg Idrætspark søndag kl. 10.30 og støt drengene i deres forsøg på at drille topholdet, og gøre oprykningskampen til 1. division endnu mere spændende.

 

Husk at Guld-, sæsonkortholdere og medlemmer af FCKFC har gratis adgang til kampen. Det gælder også ungdomsmedlemmer i KB og B1903. Voksenbilletter koster 50,- og børn/pensionister kommer ind for 20,-