
Løvinderne måtte nøjes med et point i Thisted
Det lignede længe endnu en sejr til løvinderne i lørdagens udekamp i Thisted, men til allersidst fik værterne fra FC Thy-Thisted Q udlignet så opgøret endte uafgjort 1-1.
Frederikke Benfeldt stod for det københavnske mål på et langskud udenfor feltet i det 32. minut. Men trods flere store chancer fik gæsterne ikke scoret yderligere i opgøret på Sparekassen Thy Arena. Og det blev dyrt i tillægstiden.
Efter en lang fremlægning kom Molli Plasmann pludselig fri i feltet og udplacerede Anna Kaas med et fladt spark til stor jubel på stadion i Thy.
Med det ene point når kvinderne op på 8 point i tabellen, et foran dagens modstander - og indtager stadig andenpladsen i B-ligaen - to point efter ASA Aarhus på førstepladsen. Århusianerne vandt hele 8-1 over AaB tidligere lørdag.
Næste opgave er lørdag den 13. september kl. 13.00 mod B.93, som blev besejret 3-2 i pokalturneringen i onsdags.
Denne gang gælder det en ligakamp, og kampen spilles på Vanløse Idrætspark, hvor lokalrivalerne også har hjemmebane og derfor er officielt hjemmehold.