Lars Jacobsen: Vi spiller altid for at vinde

Lars Jacobsen: Vi spiller altid for at vinde

Søndag aften spillede F.C. København sig i finalen i Copa del Sol ved at vinde 2-0 over ukrainske Shakhtar Donetsk på mål af Dame N’Doye og Thomas Kristensen. Nu venter russiske Spartak Moskva i finalen, som bliver spillet tirsdag aften klokken 19.00 i Cartagena.

FCK.dk talte med Lars Jacobsen, da holdet kom tilbage til hotellet efter kampen.

I vinder 2-0 i dag over Shakhtar Donetsk. Hvordan så du kampen?

- Det var en kamp mod et godt hold med nogle rigtige gode spillere. Det er hold, som spiller Champions League hvert år, og som anslået har spillere til flere hundrede millioner kroner. Så individuelt er de nok stærkere end os, men med lidt held og dygtighed formåede vi at vinde kampen. Det er vi selvfølgelig glade for.

Hvordan vurderer du jeres præstation?

- Vi skal selvfølgelig være opmærksom på, at der er ting, vi skal forbedre, men alt i alt er Shakhtar Donetsk en god skalp i den fase, vi er i lige nu med det her hold. Vi har ikke engang trænet en måned.

Nu står I så i finalen mod Spartak Moskva – går I efter at vinde?

- Vi spiller for at vinde finalen. Det er kendetegnende for det her hold, at vi altid spiller for at vinde – også i træningskampe. Der var ikke så mange, der havde regnet med, at vi ville spille os i finalen hernede så tidligt på sæsonen. Det er flot, og nu går vi selvfølgelig efter at vinde den. Selvom resultatet ikke er altafgørende, så vil vi gerne slutte Copa del Sol af med en god præstation.

Finalen i Copa del Sol bliver ikke vist på dansk fjernsyn, men vi laver live updates på www.facebook.com/FCKobenhavn, hvor du kan følge med fra klokken 18.45.