Kvist: Dejligt at mærke arbejdsindsatsen

Kvist: Dejligt at mærke arbejdsindsatsen

Udvisningen af Mathias Zanka Jørgensen efter bare 14 minutter satte naturligt nok sit præg på kampen, men William Kvist fandt meget positivt i holdets reaktion på den tidlige reduktion til ti mand.

- Benene har det egentlig ganske udmærket, selv om det var tre hårde kampe på en uge, men man er selvfølgelig altid lidt træt efter en kamp. Men når man får sådan et tidligt rødt kort, så booster det også moralen lidt. Alle ved, man skal arbejde lidt mere, og jeg synes, det blev en fornøjelse at mærke, hvordan vi arbejder så hårdt og godt sammen på banen. Vi får virkelig vist, at vores koncept virker, og alle spillere er virkelig på. Også sådan nogen som Verbic, Santander, Nicolai og Corner, som selvfølgelig altid arbejder hårdt, men normalt er de lidt mere individuelle spillere. I aften kunne man godt se, at nu er det virkelig holdet, alle arbejder for, og det var dejligt at mærke, sagde William efter 0-0-kampen i Århus.

Anfører Thomas Delaney rundede sin kamp nr. 200 og levede på ingen måde op til myten om, at jubilarer ikke spiller gode jubilæumskampe. Men det var nu heller ikke lige det, der optog ham efter kampen, da han skulle evaluere indsatsen.

- Når der er modvind som i dag, skal man steppe endnu et skridt op, og det er godt at se, at vi i den tredje kamp på en uge kan klare at spille med en mand i undertal i 75 minutter. Jeg er stolt af drengene på holdet og også en fantastisk ros til fansene for at støtte os gennem den hårde kamp, lød det fra Delaney.