Kvinderne kan sikre oprykning på lørdag

Søndagens uafgjorte 2-2-resultat i Næstved betyder, at vores kvindehold allerede på lørdag kan sikre oprykningen til 1. division, selvom der bagefter er tre kampe tilbage.
 
Det kræver dog dels en sejr over AaB hjemme i Vanløse Idrætspark, og at Aalborg Freja samme dag taber i Varde. Vores kamp begynder kl. 14.00, og Aalborg Frejas allerede kl. 13.00.

Stillingen i oprykningsspillet


 
Inden lørdagens kampe er vi halvvejs i slutspillet, hvor fire af fem hold rykker op - og AaB kan også sikre oprykningen på lørdag med en sejr (hvis Freja taber), så det bliver ikke nogen let opgave, siger Rebecca Steele:
 
"Det er fantastisk, at vi allerede nu har mulighed for at opfylde det store mål for vores første sæson, men det bliver ikke nemt mod et stærkt AaB-hold, som vi spillede 0-0 mod i Aalborg for et par uger siden."
 
"Jeg håber derfor, at mange vil tage med til Vanløse på lørdag og støtte holdet, og hvem ved - måske kan vi fejre oprykning efter slutfløjtet. Ellers har vi tre chancer mere, når vi siden spiller ude mod Varde og hjemme mod Aalborg Freja og Næstved," siger Rebecca Steele.

Der er gratis adgang i Vanløse og som nævnt med kickoff kl. 14 på lørdag.