Kort om vores seks modstandere i Conference League

Billetsalget er nu i gang til vores tre europæiske hjemmekampe i Conference League, og her får du en kort præsentation af alle F.C. Københavns seks modstandere i ligafasen.

>> Læs mere om priser, billetsalg m.m.

Fire af holdene, Rapid Wien, Hearts, Jagiellonia og Dinamo Minsk har kvalificeret sig via Europa League. Betis gik direkte i Conference League playoff og vandt den - og kun Basaksehir er gået samme vej som os fra Q2 i Conference League-kvalifikatione.

To af holdene, Real Betis og Istanbul Basaksehir, har vi mødt før i de europæiske turneringer. Desuden har vi mødt Rapid Wien i to træningskampe, mens Hearts, Jagiellonia Bialystok og Dinamo-Minsk er nye bekendtskaber.

Her får du et kort overblik over klubberne, som vi selvfølgelig præsenterer nærmere, efterhånden som vi møder dem.

Jagiellonia Bialystok (hjemme 3. oktober)
Bialystok ligger i den nordøstlige del af Polen, ikke langt fra grænsen til Belarus, og ca. 200 km fra Warszawa.

Jagiellonia vandt sidste sæson sit første mesterskab nogensinde, og i sommerens kval.kampe tabte de i CL Q3 til Bodø Glimt (h 0-1, u 1-4) og i EL Playoff til Ajax h 1-4, u 0-3). Ligesom Hearts ”tabte de sig” altså ind i Conference League ligafasen.

De spillede også europæisk kval.kampe fem gange fra 2010-20, men det er første gang, de når til et gruppespil.

Real Betis Balompié (ude 24. oktober)
Vi mødte spanierne i efteråret 1997 i daværende Europa Cup for pokalvindere og tabte 0-2 i Sevilla i det første opgør. På matchsite finder du en vidunderlig fan-fortælling om en gruppe fans, der tog en bustur til Sevilla tur/retur for at se kampen!

I returkampen i Parken tændte Peter Nielsen håb om en to-måls-sejr, da han bragte os foran på straffe efter en times tid, og siden brændte nu afdøde Mate Sestan en friløber, inden spanierne udlignede til 1-1 med ca. ti minutter igen.

Mate Sestan


Betis blev sidste sæson nr. 7 i Spanien og gik direkte i Conference League-playoff, hvor de slog ukrainske Kryvbas 2-0 ude (i Slovakiet) og 3-0 hjemme. Hjemmebanen Estadio Benito Villamarín har plads til ca. 60.000 tilskuere.

>> Læs også: Risiko for tilskuerstraf mod Betis


Istanbul Basaksehir (hjemme 7. november)
Da vi mødte Basaksehir i Europa League-1/8 finalerne i 2020 blev det vores længste Europa Cup-runde nogensinde, eftersom Covid-19 brød ud netop den 12. marts 2020, da vi spillede i Istanbul.

Her vandt Basaksehir 1-0 på et sent straffe, men knap fem måneder senere slog vi dem 3-0 i Parken i returkampen på to mål af Jonas Wind og et af Rasmus Falk.

Jubel efter scoring


Basaksehir blev sidste sæson nr. 4 i Tyrkiet og har - ligesom vi - nået ligafasen ved at vinde tre kval.runder mod La Fiorita fra San Marino (h 6-0, u 4-1), georgiske Iberia 1999 (h 2-0, u 1-0) og i playoff irske St. Patricks (u 0-0, h 2-0).

Dinamo-Minsk (ude 28. november)
Belarusiske Dinamo vandt i kalenderåret 2023 det første mesterskab i 20 år og indledte derfor også i CL-kvalifikationen, hvor de tabte i Q2 til Ludogorets (u 0-2, h 1-0). I EL Q3 slog de Lincoln Red Imps (h 2-0, u 1-2), men tabte EL-playoff til Brian Riemers Anderlecht med 2 x 0-1.

På grund af Belarus’ tilknytning til Rusland, så kræver UEFA, at belarusiske klubber spiller sine hjemmekampe på neutral grund uden tilskuere, og det er endt med, at vi skal spille kampen i Sumgayit i Aserbajdsjan, ca. en times kørsel nord for hovedstaden Baku.

Hearts (hjemme 12. december)
Heart of Midlothian F.C. er fra Edinburgh og har ligesom bysbørnene fra Hibernian fået en dårlig start på sæsonen med et point i tre kampe. Men siden Hearts var en tur nede i den næstbedste række i 20/21, er de blevet nr. 3, 4 og 3 i Scottish Championship.

I år gik de direkte i Europa League-playoff, men tabte 2 x 0-1 til Viktoria Plzen og røg dermed i Conference League ligafasen.

Rapid Wien (ude 19. december)
Det er første gang, vi møder et østrigsk hold i de europæiske klubturneringer, hvis vi ser bort fra nogle TOTO-kampe i 90’erne, men vi har mødt Rapid to gange under sommer-træningslejre i Østrig.

Den 7. juli 2009 tabte vi 1-2 i Bad Waltersdorf, efter at Ailton Almeida gav os en pauseføring på 1-0.

Foto: FCK.DK / Daniel Rommedahl


For tre år siden, den 10. juli 2021, tabte vi 0-1 på Rapids hjemmebane, Allianz Stadium, i Wien på et østrigsk mål midt i 2. halvleg. En usædvanlig velbesøgt træningskamp med 7.500 på tribunerne, blandt andet fordi det var Rapids første med tilskuere efter Covid-restriktionerne.

William Bøving


Sidste sæson blev Rapid nr. 4 i Østrig og kom i EL-kvalifikationen, hvor de først tabte i playoff: Q2 Wisla Krakow (u 2-1, h 6-1), Q3 Trabzonspor (u 0-1, h 2-0) og i playoff SC Braga (u 1-2, h 2-2).