Klar til den første af to matchbolde

Klar til den første af to matchbolde

Tirsdag aften havde F.C. København en let gang træning i PARKEN forud for morgendagens UEFA Cup-opgør, hvor mestrene med en sejr over Atlético Madrid er sikre på avancement fra gruppen, uanset udfaldet af den sidste kamp i Aberdeen. FCK.DK var med og fik et par kommentarer fra truppen, inden de indlogerer sig på Hotel Marina og begynder den sidste opladning til første af to matchbolde om en plads i 1/16-finalerne, der spilles efter vinterpausen.
 

Assistenttræner Peter Nielsen fortalte, at truppen har fået hvilet så meget det nu har kunnet lade sig gøre siden søndagens SAS Liga-opgør mod Brøndby IF, og her til aften stod programmet også blot på en let gang træning. Målmandstræner Per Wind kunne berolige med, at opladningen de næste 24 timer er helt som den plejer, hvilket bl.a. vil sige, at truppen indlogerer sig på Hotel Marina i Vedbæk.

 

Inden tirsdagens træning havde spillerne siddet og set video med Atlético, og William Kvist var ikke i tvivl om hvad der venter i morgen aften:

 

- Det er et meget, meget stærkt hold. Det er jo næsten skræmmende, når man ser den stribe af offensive spillere, de råder over. Men vi går naturligvis efter sejren, det gør vi altid, og når vi er på hjemmebane, så skal vi nok få sat dem under pres i perioder af kampen, vurderede William.

 

Rasmus Würtz, der overraskende hurtigt er blevet sin ankelskade fra Moskva-kampen kvit, tilføjede, at det handler om at stå kompakt og gøre rummene små, så spanierne får så lidt tid som muligt til at komme i gang med deres spil.

 

Michael Gravgaard er atter klar til at trække anførerbindet på efter at have stået over mod Brøndby på grund af ømhed i lysken, og han mindede om, at det ikke kun gælder om at tænke defensivt:

 

- Vi skal selvfølgelig dæmme op for deres hurtige angrebsspil, men vi skal også selv frem på banen. Vi har set i deres 3-3-kamp mod Lokomotiv, at russerne skabte mange chancer mod dem, og også Aberdeen kom frem til nogle chancer nede i Madrid.

 

Ståle Solbakken antydede, at der måske kunne komme en eller to overraskelser i startopstillingen:

 

- Flere spillere er temmelig slidte, og derfor vil jeg ikke udelukke overraskelser, sagde han kryptisk til den nysgerrige danske sportspresse.

 

Her er billeder fra aftenens træningssession, hvor der også var et dansk-portugisisk ”far og søn-gensyn”!

 

 

Hjalte Nørregaard på spring... 

 

  

 

Bongumusa Mthethwa deltog i træningen...

 

 

Anders Storskov tilser Jesper Grønkjærs lårskade

 

  

 Kaptajn Gravgaard er klar igen.

 

 

 Hjalte Nørregaard og Libor Sionko aftaler hvordan hjørnesparkene skal tages.

 

 

 Det norske fyrtårn er klar til at tage kampen om med spanierne...

 

 

 William Kvist jonglerer.

 

 

Marcus Allbäck er klar til at finde netmaskerne, selv om han
brækkede en knogle i hånden i slutningen af Brøndby-kampen
 

 

 

Atlético testede også banen senere på aftenen. 

 

 

 Michael Manniche hilser på sin "navnebror" Maniche, hvis far opkaldt sønnen
efter den store, danske centerforward dengang han bombede mål ind for Benfica.

 

 

 Fotos: Torkil Fosdal, FCK.DK