Karlsson: Motivationen skal være i top!

Vi har lige mødt et af Europas største klubhold. Nu skal vi til Esbjerg på søndag. Hvad gør du for at få spillerne motiveret til sådan en kamp?

Vi prøver blandt andet at optimere opladningen til kampen. Det betyder at vi tager af sted lørdag til Esbjerg, hvilket er bedst for spillerne. Det er også et signal om, at vi står overfor en vigtig kamp mod Esbjerg, og at vi skal sørge for at få de point i Superligaen der gør, at vi hænger på i toppen selvom vi stadig har Lazio-kampen at tænke på.
Jeg vil selvfølgelig snakke med spillerne op til kampen om vigtigheden ved denne kamp, og prøve at få spillerne til at forstå, at motivationen skal være i top hvis vi vil have et godt resultat i Jylland.

Vi ved, at vi er udsat for et større pres hele tiden, da alle vores modstandere gerne vil slå os som Danske mestre. Esbjerg har alt at vinde og intet at tabe, og derfor kan det ikke undgås, at kampen bliver utrolig svær. De fleste ser det som en naturlig ting, at vi slår Esbjerg på udebane. Kampen kan faktisk minde meget om den mod Lazio, hvor vi er det italienske hold og Esbjerg er os. Der er ingen tvivl om, at problematikken er, om vi kan sætte os op til kampen.

Esbjergs styrke, hvad er den?

De er gode boldspillere og spiller bolden meget rundt, men varierer samtidig deres spil meget. Michael Hansen er en af deres gode dirigenter og deres to svenskere Joakim Persson og Erik Wahlstedt kender jeg også fra Sverige. De er begge rigtig gode spillere som kan præstere en del.

Hvad er et godt resultat udfra dit synspunkt her fredag eftermiddag?

Altså et godt resultat er, at vi vinder kampen. Vi har kapaciteten til det men som sagt handler det om vi er opsat på at vinde.

Er i begyndt at skæve til stillingen i Superligaen. Med et par uafgjorte kampe mere, og med Brøndbys maksimumpoint lægger det jo et pres på at få tre point hver gang?

Vi prøver naturligvis at vinde hver gang og det er selvfølgelig vigtigt at vi hænger med i toppen. Jeg ved vi har spillerne til at gøre det.

Tænker i over, at en rekord kan slås på søndag? (22 kampe i træk uden nederlag)

Nej det gør vi ikke. Alle ved at rekorden kan slås på søndag, men det er jo bare en ekstra gulerod oven i hatten.