Sotirios Papagiannopoulos

Kampreferat: Tre gyldne minutter afgjorde kampen

Pænt besøg så to hold med en del ændringer
I forhold til AGF-kampen startede Grytebust, Bartolec, Oviedo, Daramy, Thomsen, Pieros og Bendtner i stedet for Johnsson, Varela, Bengtsson, Pep Biel, Zeca, N’Doye og Santos. Gæsterne havde ændret på fem pladser fra søndagens udekamp i Odense.

Kickoff kl. 17.30 på en torsdag er ikke ligefrem hverdagskost, og en halv time før kickoff var der ret tomt på tribunerne, men der kom 9.238, hvilket er rigtig flot for en pokalkamp på dette tidspunkt.

FCN bedst fra start og tidligt foran
Det var de medrejsende fra Farum, der først fik noget at glæde sig over, for efter et minut og 35 sekunder kom deres sortklædte helte foran.

Mads Døhr strøg til baglinjen, og Damsgaard afsluttede på hans flade indlæg, men Bartolec blokerede i første omgang – men Damsgaard sendte returbolden på tværs til den helt fri Mathias Rasmussen, der ikke levnede Grytebust nogen chancer i hans comeback efter halvanden måneds fravær.

Vi virkede lidt rystede over den start og fik ikke vores spil til at fungere den første snes minutter, hvor nordsjællænderne var tæt på 2-0, da Francis Abu lige akkurat ikke nåede frem til et fladt indlæg fra Ibrahim Sadiq.

Ellers kom de ikke til de store chancer i denne periode, som de dominerede klart, mens vi havde alt for mange boldtab og fejlafleveringer i vores opbyggende spil og fik heller aldrig rigtigt sat vores første pres. Jens Stage havde et hovedstød efter hjørne, som gik lige forbi mål, men vores første afslutning inden for rammen kom først efter 24 minutter – men så gik den også ind!

Bendtners første FCK-mål
Stage slog en flad pasning frem i banen mod Pieros, men han vidste, han var offside og forholdt sig helt passiv. FCN-bagkæden stoppede op, og bolden endte hos en helt fri Bendtner, der køligt udplacerede Peter Vindahl og fejrede sin første scoring i FCK-trøjen.

Som så ofte før løsnede scoringen lidt op for spillet, og bare to minutter efter firsttimede Pieros hårdt og præcist på et Bartolec-indlæg, men Vindahl hev en fantastisk redning frem og afværgede til hjørne.

Der sneg sig dog stadig for mange fejl ind i vores spil, og resten af halvlegen var en forholdsvis lige affære, uden at nogen af holdene skabte nævneværdige chancer.

God åbning på 2. halvleg
Vi indledte 2. halvleg med et par udmærkede offensive aktioner i højre side, hvor Bartolec først var lige ved at finde Bendtner med et indlæg og kort efter selv trykkede fladt af, men skuddet strejfede en forsvarer og susede forbi den fjerneste stolpe.

Efter vi havde domineret det første kvarter, kom Nordsjælland dog godt tilbage i kampen, og Mumin var lige ved at få trykket af på en tilfældig bold i feltet efter hjørne. Og efter 65 minutter var de centimeter fra at komme foran, da Mikkel Damsgaard lidt uden for feltet sparkede bolden på overliggeren.

To mål på under tre minutter
54 sekunder senere førte vi 2-1! Oviedo slog et fladt indlæg fra venstre, Pieros lod fikst bolden passere, men Bendtner fik ikke fat i den – det gjorde Daramy derimod, og han trak sig fri af Mathias Rasmussen og bankede bolden fladt ind i det lange hjørne.

Et minut og 53 sekunder senere førte vi 3-1! Fischer spillede Zeca – indskiftet for Stage – fri i venstre side af feltet, og han spillede på tværs, så Pieros bare skulle sætte foden på en halv meter fra stregen. TV-billederne viste dog, at dommerne overså, at Pieros var offside.

På mindre end tre minutter havde vi nu punkteret kampen og trak os lidt tilbage, mens nordsjællænderne optimistisk, men forgæves jagtede den reducering, der kunne skabe lidt spænding. Den bedste mulighed kom, da Thomsen lavede frispark en meter uden for vores felt, men Mikkel Rygaard sparkede dødbolden i muren.

Daramy dobbelt målscorer
Med et kvarter igen fjernede vi enhver tvivl om udfaldet, efter Santos og Pep Biel havde afløst Bendtner og Fischer. Pep Biel sendte med en fiks aflevering Thomsen til baglinjen, Pieros afsluttede på hans cutback-aflevering, og da Vindahl kun halvklarede, kunne Daramy enkelt heade returbolden ind.

4-1 og færdigt arbejde efter en kamp, som vi startede sløjt, men siden bare blev bedre og bedre – og vi havde den berømte skarphed i afslutningerne og scorede på hovedparten af vores chancer. Og på positivlisten noterer man også, at Bendtner scorede sit første FCK-mål, at Daramy for første gang blev dobbelt målscorer, at Grytebust fik comeback, og at Thomsen spillede sin første kamp fra start siden Riga-udekampen.