Sotirios Papagiannopoulos

Kampreferat: Smal, men klar Shakhtar-sejr

Shakhtar stillede stærkt op
Shakhtar Donetsk havde valgt at spille to træningskampe samme dag og spillede tidligere på dagen 1-1 mod Uerdingen, men havde gemt det tunge skyts til opgøret mod de danske mestre. Det var noget nær idealopstillingen for de stærke ukrainere, mens vi fra forårets ditto måtte undvære Bjelland, Fischer, Skov og langtidsskadede Boilesen.

Det blev også hurtigt tydeligt, at ukrainerne ville blive en stor mundfuld, og allerede efter få minutter splittede de første gang vores defensiv med hurtige, flade pasninger, men israeleren Solomon – en af de få i deres trup, der ikke er ukrainer eller brasilianer - sendte bolden på Grytebusts overligger.

Men ellers fulgte vi dog udmærket med i det første kvarter, der var ret jævnbyrdig og ikke bød på afslutninger i den trykkende varme med temperaturer lige i underkanten af de 30 grader.

To mål på fem minutter
Efter et kvarter lynede de dog igen med lynhurtigt opspil, da Marlos trak ind fra kanten og snød et par mand, hvorefter topscorer Moreas fikst trak sig fri, inden ham afsluttede fra nært hold. Grytebust fik hånden på og var lige ved at levere en mirakelredning, men kunne ikke forhindre bolden i at fortsætte ind i netmaskerne.

Seks minutter senere slog de til igen med kynisk kontrakvalitet, da Alan Patrick spillede Moraes fri i venstre side af feltet, hvorfra han elegant passerede Grytebust og fordoblede føringen.

Få minutter efter var Moraes tæt på et hattrick, da brasserbacken Dodo snød Pierre Bengtsson og lagde bolden skråt tilbage til ham, men denne gang nåede Grytebust fornemt ned og holdt afslutningen.

Holse-reducering før pausen
Der blev panderynkerne lidt dybere i den københavnske lejr, for hvis ukrainerne fortsatte på den måde, kunne det godt blive grimt. Resten af halvlegen fortsatte de med både selv- og boldsikkert at køre bolden meget rundt i egne rækker, men så længe det foregik midt på vores banehalvdel, så var det til at leve med, og det lykkedes os at holde dem fra flere store chancer.

Til gengæld skulle man lede længe efter aktioner i den anden ende af banen, men et par minutter før pausen fik vi alligevel udbytte af et højt genpres i det ene hjørne. Daramy erobrede bolden og fandt N’Doye i feltet, og Pyatov kunne kun halvklare hans hårde afslutning, hvorefter Carlo Holse enkelt sparkede returbolden ind til 1-2.

Ikke nogen specielt retvisende pausestilling, men vores primære formål var blevet overopfyldt i form af matchning på et meget højt niveau!

Mange udskiftninger
Efter pausen skiftede vi fem mand, men glædeligt kunne både Victor Nelsson og Jonas Wind fortsætte lidt endnu, mens Jens Stage gik ud sammen med Grytebust, Bengtsson, Holse og N’Doye. Ind kom Joronen, Varela, Falk, Thomsen og Pieros.

Shakhtar dominerede stadig spillet, men uden samme effektivitet i offensiven, hvor der med en forslidt frase ”manglede det sidste” i at komme til chancer. Efter en time kom Mads Roerslev og Ahmed Daghim ind for Zeca og Wind, og lidt efter udgik også Victor Nelsson og Nicolaj Thomsen, som desværre endnu engang fik problemer med sin skulder.

De unge holdt godt stand
Jacob Haahr og Felix Winther fik de sidste 20 minutter, og også Muamer Brajanac kom ind kort efter i stedet for Daramy, men hvis man sad og frygtede at vi nu ville blive kørt over, tog man fejl. Shakhtar havde stadig deres stærke start-11’er på banen, men selv de var måske også lidt hæmmet af varmen, for vi fulgte ganske godt med, og de unge viste sig fint frem mod de stærke ukrainere.

Først de sidste 10-15 minutter skiftede Shakhtar ud, men sendte bare fire andre rutinerede folk ind med masser af international erfaring, så ikke uventet brændte det på nede foran Joronen mod slutningen, hvor indskiftede Kovalenko hamrede en bold på indersiden af den ene opstander.

Men det blev ved 1-2 og bortset fra Thomsens skade, der ifølge Ståle nok holder ham ude en ti dages tid, så fik vi det udbytte af kampen, som vi havde håbet på og måske også lidt til. Shakhtar ligner igen et hold, der nok skal komme langt i europæisk fodbold, og Benjamin Verbic & co. skal også stå tidligt op i Kiev, hvis de skal forhindre, at Shakhtar tager sit fjerde mesterskab i træk.