Jess Thorup

Kampreferat: Skuffende uafgjort

De to hold
Vi startede med samme hold som mod SønderjyskE for en uge siden, men Daramy var klar igen efter sin skadepause og tog plads på bænken i stedet for Thomsen.

Mange chancer i det første kvarter
Allerede efter få minutter blev Bundu sendt godt afsted i højre side af Stage, men fandt ikke Falk med sin flade pasning i feltet. Og efter fem minutter blev sierraleoneren spillet helt fri i højre side af Jonas Wind, men Thomas Mikkelsen reddede fornemt hans afslutning til hjørne. Det gav Bundu endnu en chance, hvor han med ryggen mod mål afsluttede med hælen, men bolden strøg tæt forbi.

Inden der var gået et kvarter, kom Jonas også til afslutning i feltet, men blev tacklet i skudøjeblikket, og Nelsson havde en flad firsttimer fra kanten af feltet, der sad lige på Mikkelsen, og det var i det hele taget en lovende indledning på kampen. Altså lige bortset fra, at det ikke gik som i Horsens, hvor vi fik den tidlige scoring.

Mustapha Bundu


Vi beholdt et spilovertag, selv om det i en periode ikke blev til så mange gennemførte offensive aktioner, men midt i halvlegen var det tæt på igen. Falk spillede Zeca med en hælaflevering, og han fandt Bundu midt i feltet, og han fyrede resolut af, men måtte se sit skud blokeret af en forsvarer.

Omdiskuteret offside
Fra omkring den halve time havde hjemmeholdet arbejdet sig bedre og bedre ind i kampen, men stadig uden at være farlige, indtil Emil Kornvig bankede bolden på overkanten af overliggeren, efter at vi havde mistet bolden oppe omkring midten.

Et par minutter indtraf aftenens mest omdiskuterede episode, da Bartolec kylede et af mange lange indkast ind i Lyngby-feltet – denne gang nede fra venstre hjørne – og Jonas headede bolden videre på tværs, hvor Nelsson ekspederede den i netmaskerne.

Victor Nelsson


Flaget gik for offside, og set fra tribunerne kunne det meget vel være rigtigt, indtil situationen blev vist på storskærmen, mens der var VAR-tjek. Da troede vist selv Lyngby-spillerne, at de var kommet bagud, for den viste vinkel efterlod ikke megen tvivl om, at Nelsson var onside. Men tiden gik i adskillige minutter, indtil dommeren Krogh fik besked på at fastholde offsiden, og så må man jo gå ud fra, at VAR-rummet havde en gyldig grund.

Wind scorede på straffe igen
Heldigvis kom vi kort efter foran alligevel. Efter endnu et langt Bartolec-indkast, blev Fischer kantet af Marcel Rømer, da han vendte rundt og tog et træk med bolden, og endnu engang scorede Jonas Wind fra 11-meter pletten. Ikke specielt hårdt og velplaceret, men Mikkelsen blev stående midt i målet og var ikke i nærheden af bolden.

Jonas Wind scorer på straffe


Det første kvarters tid efter pausen blev en lidt rodet affære, hvor vi ikke fik ordentligt gang i vores offensiv, og efter 58 minutter blev vi også straffet for at være for stillestående i defensiven. Tshiembe førte bolden op på vores halvdel og spillede på tværs uden for feltet, hvor tre Lyngby-spillere havde lidt for meget plads. Kalle fik ellers hånden på Mathias Hebos hårde afslutning, men kunne ikke forhindre udligningen.

Kort forinden havde Daramy gjort comeback, da han afløste Bundu, og han havde flere gode aktioner, først i højre side, og siden i venstre, hvor han blev flyttet over, da Pep Biel og Lerager afløste Stage og Fischer efter 67 minutter.

På vinderkurs - i ca. 60 sekunder
Det var dog de to seneste indskiftere, der sendte os på vinderkurs igen. Jonas Wind fandt Pep Biel i udkanten af feltet, og Mikkelsen kunne kun halvklare hans hårde spark, hvorefter Lerager sendte returbolden i mål, selv om Mikkelsen nåede at kaste sig og få handsken på.

Lukas Lerager og Karlo Bartolec


Med 20 minutter igen lignede det nu en kamp, som vi både kunne og skulle køre hjem – i hvert fald i sådan cirka 60 sekunder, for så lå bolden igen i Kalles mål. Indskiftede Magnus Warming strøg forbi Bartolec til baglinjen og fandt en helt fri Hebo midt i feltet, og så var vi lige vidt.

Ikke flere mål trods tungt pres
Wilczek kom ind for Falk, og vi lagde større og større pres for at fremtvinge en afgørelse, men det var lige ved, at Warming havde lavet flere ulykker efter en kontra, hvor hans afslutning blev rettet af, men Kalle nåede heldigvis ned og redde.

I den anden ende rundede vi 10-0 i hjørnespark, og Bartolec kastede også masser af lange indkast ind i feltet, men hverken Lerager, Jonas eller Wilczek fik det helt rigtige træf med hovedet, når mulighederne bød sig, og de helt oplagte chancer blev det ikke til.

Samtidig lurede det godt kæmpende Lyngby-mandskab hele tiden på at snige sig op og få et tredje mål, men vi fik selv den bedste mulighed i tillægstiden, da Daramy blev nedlagt lige uden for feltet. Jonas tog sig af dødbolden, men hamrede den lige over mål, og tættere kom vi ikke.