Skuffelse efter nederlaget mod AC Horsens

Kampreferat: For sent i gang

Inden kampen blev de nye spillere som sædvanlig budt velkommen af fanklubben og fansene, og selvfølgelig fik N'Doye den største og varmeste hyldest af dem alle, og allerede under opvarmningen lød "Olé, Super Dame N'Doye"-sangen igen og igen fra sektionen.

Han startede oppe foran med Kenan Kodro, og de eneste ændringer fra KuPS-kampen var, at Lüftner og Boilesen startede for Vavro og Bengtsson.

God start uden at sprudle
Vi fik en god start, hvor vi dominerede spillet meget, men ikke rigtig fik sat os igennem i feltet, så det blev farligt. Skov havde et frispark fra 25-30 meter, som Delač slog til hjørne, men ellers blev den tidligere Chelsea-reserve ikke sat på de store prøver.

Der gik et kvarters tid, før Horsens begyndte at få deres første lange indkast, men vi var godt indstillet på dem, og N'Doye løftede Santa-arven fint ved at pande dem alle væk. Men vi manglede tempo og gennembrudskraft i offensiven og havde for mange boldtab og upræcise opspil og indlæg.

Kort før den halve time satte Skov og Falk dog højt tempo i kombinationerne, men Skov var lidt i ubalance, da han med højre sendte bolden i sidenettet. Inden da havde han også haft en flad "signaturafslutning" efter at være trukket ind i banen, men den havde Delač læst.

Chancerne kom først lige før pausen
Papagiannapoulos indhøstede applaus for et stærkt offensivt ryk op langs midteraksen, selv om langskuddet sad lige på keeperen. Og et halvt minut efter var han tilbage i bagkæden og heade væk.

Efter endnu et par lange Qvist-indkast, som vi clearede, lynede det pludselig i den anden ende. N'Doye sendte Skov afsted i højre side, og han kvitterede med en præcis pasning, som senegaleseren hamrede på underkanten af overliggeren fra kanten af feltet. Marginalerne var heller ikke med Kodro, der kvikt satte hovedet på returbolden, men måtte se den stryge over det tomme mål.

Så tæt på... men inden pausen kunne det også være gået galt i den anden ende, da vi for første gang ikke fik fat i et Qvist-indkast. Heldigvis hev Stephan en fremragende frem på Søren Reeses hovedstød fra nært hold.

Horsens slog til, da vi var ved at komme i gang
Fischer kom ind på venstrekanten efter pausen, mens Gregus udgik og Falk rykkede ind centralt. Det gav lidt mere dynamik i offensiven, og Kodro var tæt på at heade et Boile-frispark ind fra nært hold, men keeperen var først på bolden. Fischer stak også en bold godt i feltet til Falk, som dog ikke fik kontrol nok på den til at afslutte - men det så bedre ud, og Horsens tog grovfilen frem et par gange og nedlagde Skov og Ankersen og indkasserede gule kort.

Efter 56 minutter sendte Hallur Hansson dog et giftigt advarselsskud afsted, der prellede af på overliggeren efter indlæg fra Nymann, men inden vi tog ved lære, stod færingen umarkeret lige uden for feltet, fik tid til at tæmme en bryst-aflevering fra Qvist og tage sigte, og så sad bolden i kassen.

N'Doye var tæt på at udligne kort efter, men ved bageste stolpe headede han lige forbi på et Fischer-indlæg. Zeca skabte også en god mulighed med et fint gennembrud, men Skov fik ikke trykket af i feltet, da bolden endte hos ham.

I stedet profiterede Horsens af endnu et langt Qvist-indkast, da Bjarke Jacobsen stod alt for ugeneret på kanten af det lille felt og dirigerede bolden bagover med hovedet og i mål.

Flot, men for sen slutspurt - og alligevel tæt på point
De næste ti minutter virkede vi lidt groggy og fik slet ikke fat i kampen og jagtet en reducering, men med små ti minutter igen skete der ting og sager. Før spillede Falk Kodro godt i feltet, men en forsvarer nåede lige at tackle til hjørne. Det headede Lüftner hårdt mod mål, men Belac hev en fornem refleksredning frem og afværgede på målstregen.

Det tændte dog et håb, men det var ved at være i ellevte time. Bengtsson havde afløst Skov, og Vavro kom ind for Lüftner, og vi spillede nu kun med tre nede bagved. Energien var der nu, aggressiviteten, de gode løb - og chancerne... men marginalerne manglede igen, da Zeca headede et Fischer-hjørne på stolpen.

Først med fem minutter igen gik der hul på bylden, da Boilesen fornemt fandt Falk i feltet, og han snittede bolden ind i det lange hjørne. Presset var nu enormt på Horsens-målet, og med endnu en fin pasning spillede Boilesen Fischer fri i feltet, men han mistede balancen og sendte kun et ufarligt skud afsted, som dog gav hjørne. Vavro headede mod mål, men en forsvarer fik desperat losset kuglen væk.

Med 30 sekunder igen af den ordinære tid endte endnu en fornem Boile-pasning hos den helt fri Fischer, der trak uden om Belac, blev fældet og fik straffe. Men ak... Fischers straffe sad yderligt, men ikke hårdt nok, og Belac reddede det med en flot parade.

Presset fortsatte i fem minutters tillægstid, og det brændte på i Horsens-feltet - og her bagefter kan man altid ønske sig, at kampen havde varet fem minutter længere, for så havde vi måske udlignet. Men vi kunne også selv have indledt presset noget før...

Vi tabte - men Horsens vandt også
Resultatet kaster sorte skygger over en kamp, vi kunne og burde have fået point ud af, men lad os runde af med at rose gæsterne for deres indsats. De har mistet et halvt hold af nøglespillere og havde aldrig vundet en Superliga-kamp herovre, men de spillede kortene så godt de overhovedet kunne, og de kæmpede forbilledligt hele kampen og scorede på to af deres fire chancer.

Det var ikke bare os, der tabte. Det var også Horsens, der vandt.