Jubel efter scoring

Kampreferat: Masser af energi, sprudlende spil og fem flotte mål

En lige kamp - i et kvarters tid
Thorup og trænerteamet havde valgt samme start-11, som da vi vandt 2-1 i Sivas for en uge siden, mens tyrkerne var udfordret af skader i midterforsvaret. Men det viste sig ikke at være deres eneste problem, for vi afgjorde kampen allerede i 1. halvleg og 2. halvleg var ren legestue.

De fulgte dog fint med i starten, hvor de pressede os højt på banen og fik et par hjørnespark, og på et af dem var der lidt usikkerhed i vores rækker, så Hakan Arslan fik en skudchance, men ude af balance sparkede han langt over.

Kampens indledning var nogenlunde jævnbyrdig – altså på banen, for på tribunerne dominerede fansene fra første fløjt med volumenknappen indstillet på europæisk aften.

Spillerne går på banen


Det var en fornøjelse at overvære, og det var vores spil også, for da vi rundede et kvarter satte vi os tungt på kampen, og der blev vi siddende de næste 75 minutter.

Efter 18 minutter var Jonas Wind lige ved at nå et Pep Biel-hjørne ved bageste stolpe, og et par minutter efter skød Kevin Diks på stolpen efter smukt forarbejde af Mo, som blev sat i scene efter et hidsigt midtbanepres af Stage, Falk og Zeca.

Usikkerheden var nu tydelig i Sivasspors bageste rækker, hvor keeperen flere gange fumlede, og midt i halvlegen forærede den defensive midt, Cofie, en friløber til Pep Biel, men Altinay trak i nødbremsen. Han slap med et gult kort, men det var også ca. 40 meter fra mål.

Til gengæld straffede vi dem på dødbolden, som Pep Biel skruede perfekt ned i feltet, hvor Stage med et veltimet og præcist hovedstød sendte bolden ind tæt op ad den ene stolpe.

Jens Stage


Det var lige tidligt nok at tale om, at vi havde lukket og slukket, men det begyndte at se sort ud for Sivasspor, mens vi foldede os ud med den schweizerkniv af offensive våben, som trænerteamet har udstyret holdet med.

Og et af dem vidste godt, at han og fansene sang på sidste vers, og ellers blev han mindet om det mange gange i kampen: ”Mo Daramy, Mo Daramy, Mo Dara-Dara-Dara-Dara-Daramy”. Igen i dag diskede han op med lækkerier, og det var også ham der fordoblede føringen inden pausen. Men opspillet… det er en nydelse at se på:

Mo fik bolden på midten i venstre side, men stoppede denne gang op og spillede tilbage til Victor. Via Boilesen og Khocholava endte den hos Falk, som slog den fladt op til Pep Biel. Med første touch spillede han Jonas, der med sit første touch spillede Mo fri på fløjen, og så klarede han resten selv.

Mohamed Daramy


Kort efter fik de deres eneste chance i hele kampen, da Grabara halvklarede et fladt langskud fra Arslan, men Leke James ramte Diks i stedet for returbolden.

Efter pausen fortsatte vi vores massive dominans, og efter et lille kvarters tid øgede Lerager til 3-0, kort efter at han havde afløst Falk. Og igen var det hårdt arbejde, der bar frugt i form af et aggressivt genpres, da de spillede bolden ud af eget felt. Lerager og Stage tvang Cofie til endnu en fejlaflevering. Jonas og Stage spillede en hurtig 1-2, hvorefter Jonas spillede Lerager, der udplacerede keeperen. Energisk, enkelt og effektivt.

Lukas Lerager


Lidt efter gik Pep Biel på rov og stjal bolden fra Altinay i deres felt, men Jonas lavede frispark på Erdal, inden han kom på skudhold.

Efter en times tid slog vi til igen. Mo fik et indkast fra Victor, spillede Pep Biel i feltet og fik bolden igen, kunne selv skyde, men spillede på tværs til Stage, der lagde den til rette for Pep Biel – 4-0, og festen fortsatte.

Kevin Diks og Pep Biel


Nogle minutter senere var Jonas meget tæt på at skovle bolden ind til 5-0 tæt under mål, inden han og Pep Biel blev sparet til fordel for Wilczek og Højlund. Sidstnævnte var ikke mange minutter om at skabe en god mulighed i feltet, men afsluttede lige på keeperen, og et kvarter før tid viste han igen det potentiale, der har berettiget ham til at få spilletid i alle vores kampe denne sæson undtagen den første.

På en lang Boilesen-fremlægning hamrede Højlund-ekspressen derudaf med fart og fysik og efterlod Erdal og Arslan på perronen, inden den unge angriber sendte bolden i nettet mellem benene på keeperen.

Rasmus Højlund


I et følelsesladet øjeblik forlod Mo kort efter banen sammen med Stage, men først efter en hjertelig afsked med holdkammeraterne og en højlydt hyldest fra fansene, som fortsatte i lang tid efter kampen, hvor Mo var nede hos Sektionen og sige tak for denne gang – og på gensyn.

Heldigvis viste vi igen i aften, at vi stadig har masser af høj kvalitet i og omkring holdet, og derfor var glæden også så stor over, at de nu får seks kampe mere ude i Europa. Og måden det skete på var knusende overlegen. Ja, tyrkerne indså allerede før pausen, at slaget var tabt, men det var vores fortjeneste – og vi fedtede den ikke bare hjem, men gav igen fuld valuta for pengene med masser af energi, sprudlende spil og flotte mål!

Spillerne jubler foran Sektion 12 efter kampen