Kampreferat: Hvilken præstation!

Hvilken præstation! For første gang I vores historie vandt vi en udekamp over et hold fra en af Top 5-ligaerne!

De to hold
Ståle og trænerteamet havde valgt en kompakt midtbane med Zeca og Thomsen på kanterne og Gregus og Kvist centralt, og i forsvaret var Stephan og Sotte med i stedet for Joronen og Vavro. Gameplanen var at holde en tæt og kompakt organisation i den første times tid, og herefter sende Skov og Falk ind på kanterne, når kampen åbnede sig mere op.

Det lykkedes til fulde – men ikke uden hiv og sving, lodder og trisser, marginaler og stolpe ud, og hvad man ellers kan kalde det. Og sidst men ikke mindst, en fremragende Stephan Andersen i målet, der havde et par vanvittige redninger.

Dermed ikke sagt, at det var det rene tyveri, at vi kom derfra med point – men ingen havde vel kunne indvende noget, hvis det kun var blevet til det ene.

Vi kom rigtig godt fra start og var i fin kontrol den første halve times tid, hvor franskmændene ikke kom til meget. Som ventet kom det meste fra de kreative kanter Kalu og Kamano, og det var også Kamano, der efter en halv time var centimeter fra at åbne scoringen.

Pieros-mål efter Bordeaux-pres
Nærmest ud af ingenting sendte han et langskud på overliggeren, og da vi ikke rigtig fik clearet returbolden, huggede han til den igen uden for feltet, men den hvislede i sidenettet.

Det gav dem vind i sejlene, og efterhånden kom vi under mere og mere pres, og havde selv svært ved at få spillet op på deres halvdel, når vi fik fat i bolden.

William fik en af karrierens underligste advarsler, da han på egen banehalvdel vendte rundt mellem to modspillere og slog bolden frem, og i samme øjeblik prøvede Sankharé at tackle – og faldt skrigende om, som om benet var blevet savet over. Gult kort til William, der med ægte forbavselse søgte en forklaring fra den israelske dommer.

Samme Sankharé havde selv været ude i et par bataljer, og fik gult efter et kvarter for en albue i hovedet på Gregus under et Bordeaux-hjørne, ligesom han vred sig længe efter en regulær Pieros-tackling på midten.

Men vi holdt hovedet koldt, og da vi var allermest presset viste vi ”den europæiske kynisme”: N’Doye tilkæmpede sig et hjørne, som Gregus smækkede perfekt indover, og franskmændene lod Pieros stå lige lidt for umarkeret, og han steg til vejrs og pandede bolden ind i det lange hjørne.


Brændt straffe i overtiden
Det lignede en pauseføring, indtil Zeca smed bolden væk langt oppe på deres halvdel, så de kunne køre kontra. Boilesen kom på tværs, men var uheldig at sparke ind på benet af William, så Jimmy Briand slap fri ned mod mål med Sotte lige i hælene. På kanten af feltet tog han et for langt træk, men væltede så omkuld – Sotte rørte ham givetvis, men ikke meget. Og han havde aldrig nået bolden igen, inden Stephan havde samlet den op.

Heldigvis bragede Kalu bolden langt over mål fra 11-meter pletten!

Efter pausen trykkede Bordeaux os godt tilbage i starten, men efter små ti minutter var Pieros meget tæt på at heade os foran 2-0 på et fint Ankersen-indlæg fra højre. Desværre ramte den en forsvarer og gik til hjørne, og det samme skete lidt efter for N’Doye.

Efter en lille time kom Skov ind for Kvist, mens Bordeaux sendte Corner ind for den anonyme Briand. Så vidste man, hvad der ventede... og ganske rigtigt. I første aktion snittede han et langt indkast ned til ligeledes indskiftede Tchouaemi, men en lynhurtig fodparade fra Stephan forhindrede udligningen.

Stephan og marginalerne
Med tyve minutter kom Falk også ind for Thomsen, og lidt efter fik Zeca et af kampens mange gule kort for en tackling på Lukas Lerager. Men vi var ved at være møre nu, og Bordeaux pressede mere og mere på, og med et kvarter igen var Tchouaemi på spil igen. Han blev spillet fri i dybden, men Stephan afværgede med en fantom-refleks – og nåede også ned og skubbe returbolden væk, hvorefter Bjelland kastede sig ned og blokerede for et par franskmænd, så Stephan kunne sikre sig bolden.

Kort efter var N’Doye lige ved at nå frem til et Gregus-indlæg, som forsvaret ikke fik clearet, og Gregus havde også et udmærket forsøg lige på keeperen - men det var Bordeaux, der havde fat i den lange ende, og med ni minutter igen havde vi igen brug for marginalerne. Igen var det den pågående Tchouaemi, som denne gang måtte se sit skud prelle af på stolpen – efter det havde strejfet Bjelland.

Men med seks minutter igen gik den ikke længere. Uden for feltet headede Corner en bold ned til Sankharé, og han bankede den hårdt ind ved den ene stolpe, selv om Stephan nåede ud og fik hånden på.

Ærgerligt, men nøgternt set jo ikke ufortjent, sådan som kampen udviklede sig. Hjemmeholdets fans lugtede for alvor sejrens sødme, og det var også lige før Corner nåede frem til et fransk hjørne i næstsidste minut – men nærmere kom de ikke et sejrsmål.

Skov sikrede sejren i tillægstiden
Men det gjorde vi! Langt inde i overtiden fik vi et indkast i højre hjørne, og vi sendte både N’Doye, Pieros, Skov og Falk i feltet. Det var en god ide! Ankersen smed den ind til Falk, som med hælen lagde den bagud til Skov, der sparkede den ind i det nærmeste hjørne med et tørt, fladt hug.


Spillerne strøg hen til vores fans bag målet og jublede som sindssyge, men desværre tog Zeca lige et skridt op på rækværket i et par sekunder – og det må man ikke, så dommeren stak ham et gult kort mere efterfulgt af et rødt!

Et lille dryp malurt i bægeret, men det skal ikke overskygge den store præstation det var at tage herned og vinde!