Denis Vavro scorer til 1-0

Kampreferat: Horsens smagte deres egen medicin

Tre kontraer og en dødbold førte til vores fire scoringer i en kamp, hvor den københavnske sejr aldrig kom i fare. Dermed smagte Horsens lidt af deres egen medicin, selv om de dog også selv kom til mange lange indkast og hjørnespark - men de savnede den skarphed, vores offensive folk havde i dag.

De to hold
Erik Johansson fik comeback fra start og dermed sin første kamp siden den alvorlige knæskade 12. august. Også Gregus var ny fra start, og Falk var tilbage på højre kanten, mens Skov tog plads på bænken sammen med Lüftner. Og Pierre, der blev efter-udtaget, da Kvist var småskadet.

AC Horsens måtte undvære vores kommende keeper Jesse Joronen, der var skadet, og ude i marken ændrede de på fire pladser siden onsdagens 2-2-kamp mod Nordsjælland.

Fin københavnsk start
Bortset fra at gæsterne allerede efter ti sekunder fik det første af mange - og lange - indkast, satte vi os godt på kampen fra starten, og allerede på vores første reelle afslutning kom vi foran: Fischer sendte et hjørnespark mod bageste stolpe, hvor Vavro snød sin oppasser Finnbogason og headede bolden ind fra nært hold.

I fin kontrol holdt vi godt tempo i spillet og tillod aldrig at Horsens kom frem og true i vores felt, og i stedet var vi ved at score på endnu en dødbold efter 18 minutter, da Santander headede hårdt og kraftfuldt, men også lige på keeper Marcus Bobjerg.

To minutter efter lå bolden dog i netmaskerne. Fischer erobrede bolden midt på deres halvdel, Zeca sendte Boilesen afsted i venstre side, og på hans fine indlæg styrede Fischer elegant kuglen i kassen.

Lidt efter meldte Horsens sig dog ind i kampen, da Okosun kom til en stor hovedstødschance tæt på mål, men han headede lige på Stephan. De næste 7-8 minutter trykkede de godt på og fik nogle lange indkast, men oftest endte de med at Santander headede bolden væk.

Efter et par gode skudmuligheder til Finnbogason og Alexander Ludwig, slog vi kynisk kontra og øgede til 3-0. Fischer slog bolden fladt på tværs, Santander snittede den videre med hælen, og Jonas Wind prikkede den ind - og denne gang var der ingen tvivl om, at det var hans navn, der skulle råbes op i højttaleren.

Få minutter efter var det centimeter fra 4-0, men igen i dag måtte vi se en afslutning prelle af på undersiden af overliggeren - denne gang fra Santander, efter Fischer havde stjålet bolden fra en forsvarer og spillet ham fri med hælen.

Stadig i kontrol efter pausen
Efter kampen gik vi lidt ned i tempo, men kontrollerede stadig spillet fint, og det var et mindre mirakel, at det ikke blev 4-0 i det 52. minut. Først reddede Bobjerg gode skud fra Vavro og Zeca, og siden udbrød en vild kamp om returbolden i feltet, hvor Santander og Fischer forgæves prøvede at overliste de mange Horsens-spillere, som desperate kastede sig ned og blokerede flere gange.

I stedet fik Horsens udbytte af et af Mikel Qvists lange indkast, denne gang kylet ind fra oppe omkring udskiftningsboksene... Okosun snittede den videre, og ved fjerneste stolpe sparkede Jonas Thorsen bolden ind bag Stephan.

Siden pressede de udmærket på og fik mange indkast og hjørnespark, men vi stod fint imod og holdt koncentrationen, mens de selv manglede effektiviteten, når der skulle afsluttes.

Santander rundede af til 4-1
Midt i halvlegen kom Skov ind for Jonas, og Fischer gik op i angrebet, og efter yderligere en periode med mange Horsens-indkast, begyndte deres kræfter at slippe op, og der blev aldrig spænding om udfaldet. Slet ikke, da vi seks minutter før tid øgede til 4-1 efter en smuk kontra: Fischer spillede Falk i højre side, og han lagde fladt på tværs til Santander, der køligt chippede den ind.

En dødbold-scoring og tre kontraer... en medicin, som Bo Henriksen bagefter indrømmede, at hans drenge ofte selv havde brugt på modstanderne, men nu selv måtte smage.

En travl uge med tre kampe på seks dage - nu venter seks dages "pause", inden vi skal til Horsens på fredag (Store Bededag) og hente tre point mere.