Kampreferat: HBK vs. FCK

I fraværet af Johnny Thomsen og Sölvi Ottesen havde Roland Nilsson valgt Ragnar Sigurdsson i det centrale forsvar og Thomas Kristensen på den noget uvante plads som højre back.  Santin var tilbage i angrebet, mens Pape Pate Diouf indledte på venstrekanten. HB Køge måtte undvære den skadede forward Simon Makienok Christoffersen samt Stefan Hansen, der afsonede karantæne.

Hjemmeholdet var tæt på at chokstarte efter mindre end to minutter, da Adeola Runsewe med et tørt hug sendte bolden på indersiden af stolpen. Herefter tog københavnerne dog hurtigt  kontrol med kampen, og med Santin og N’Doye samt Bolaños og Diouf på kanterne var der lagt op til en offensiv taktik, og den blev godt understøttet af Bengtsson, mens TK holdt sig mere tilbage og i øvrigt løste sine defensive forpligtelser fint i det nykomponerede forsvar.

Bolaños stod for løvernes første afslutning, da han optimistisk tog chancen fra midterlinien, da han havde spottet, at HB Køge-keeperen Morten Haastrup stod et godt stykke ude i feltet, men bolden gik dog over mål. Lidt efter havde Claudemir en god skudmulighed i feltet, men sendte bolden over, og i det hele taget virkede gæsterne veloplagte og aggressive i spillet, og efter 20 minutter kom belønningen.

På et Bolaños-hjørne fra venstre hoppede Pape Pate Diouf højere end Brad Rusin ved fjerneste stolpe, og mens Haastrup var på en lille skovtur, kunne senegaleseren heade bolden i nettet til sin første scoring i FCK-trøjen.

Midt i halvlegen burde N’Doye have øget,  men tæt under mål headede han over mål på et Bengtsson-hjørne fra højre. I stedet kom HB Køge lidt bedre med i kampen og havde også enkelte skudmuligheder i den anden ende, men generelt ikke noget der for alvor truede Wiland & co.

I den anden ende kom Santin til gengæld frem til et par gode muligheder en halv snes minutter før pausefløjtet, og også Zanka var lige ved at nå frem til en giftig N’Doye-tværbold, men manglede lige de sidste centimeter. Grindheim nåede såmænd også at få en god skudmulighed, og alt i alt skal hjemmeholdet være glade for, at det kun stod 0-1, da Jakob Kehlet fløjtede 1. halvleg af.

Efter pausen kom hjemmeholdet imidlertid godt igen, og denne gang lykkedes det at få bolden i nettet i de første minutter. Først var Bo Storm lige ved at overliste Johan Wiland med en flad afslutning, og på det efterfølgende hjørne endte bolden lidt tilfældigt via Claudemir for fødderne af Andreas Sørensen, der ekspederede den i netmaskerne uden chance for Wiland.

Københavnerne overtog dog hurtigt styringen igen, og bl.a. fik man nu også lagt godt tryk på i højre side, hvor TK begyndte at gå godt med frem. N’Doye skruede et frispark lige forbi HB Køge-målet, og yderligere nogle minutter efter skabte han en kæmpechance til Santin, som dog blev tacklet af Haastrup i skudøjeblikket inde foran mål.

Herefter tabte mestrene lidt af tempoet i spillet, og efter en times tid var spilfordelingen nogenlunde fifty-fifty, men så strammede man grebet og bragte sig på ny foran. Bolaños rykkede godt i højre side og fandt Diouf med sit indlæg, og han fik sendt bolden tilbage til Santin, der sparkede bolden fladt i det lange hjørne.

TK kreerede lidt efter en stor chance til N’Doye, og en snes minutter før tid begyndte HB Køge pludselig også at vise tænder i den anden ende. Først da den pågående Runsewe smed et giftigt indlæg tæt ind foran mål, hvor Zanka dog greb godt ind, og kort efter da Bo Storm hamrede bolden på stolpen efter et indlæg fra Andreas Sørensen. Men igen studsede bolden FCK’s vej og gik i spil igen i stedet for at gå i nettet.

Nordstrand afløste Santin, og lidt efter kom Absalonsen også ind for Diouf, og en ny god offensiv periode udløste 10 minutter et straffespark til N’Doye – som han imidlertid selv misbrugte, da Morten Haastrup gik til den rigtige side og afværgede flot. Bare to minutter senere sørgede Nordstrand dog for den to måls-føring, som FCK-fansede sad og håbede på, da han smuttede fra sin oppasser og ved forreste stolpe headede et Bolaños-hjørne i nettet.

Men glæden blev kortvarig, for hjemmeholdet gav sig ikke uden kamp, og indskiftede Tobias Thomsen reducerede minuttet efter og sørgede for, at spændingen var intakt. De sidste 7-8 minutter kaste HB Køge alt frem, men det var københavnerne, der var tættest på at score på de store kontramuligheder, der bød sig. Tre minutter før tid havde både Claudemir og Bolaños således kæmpechancer, men Haastrup reddede fornemt og fik tilmed hjælp af stolpen.

De tappert kæmpende sjællændere kom derimod ikke frem til afslutninger, og i stedet kunne Claudemir lukke og slukke i tredje minuts overtid, efter Absalonsen var blevet sendt af sted i en kontra, hvor han stort set var alene på HB Køges banehalvdel – bortset fra keeperen. TK og Claudemir sprintede med frem, og sidstnævnte fik fornøjelsen af at spadsere bolden i tom kasse til 4-2.