Holdfoto

Kampreferat: Fremragende resultat før returkampen

For anden gang i denne sæson startede vi med samme hold to kampe i træk på det flotte, men ret tomme 7. september-stadion, hvor mange Sivas-fans måtte blive hjemme på grund af nye myndighedskrav om, at man skulle have begge Covid-19 vaccinationer for at få adgang.

En lille skare aktive fans havde trommer med til at bryde stilheden før kampen, og under kampen skabte de fremmødte da en okay lydkulisse, men slet ikke i nærheden af det, som 12-13.000 kunne have lavet.

Vi kunne have fået en drømmestart i det femte minut, da Pep Biel spillede Stage fri i højre side, men spanieren kom lige akkurat for sent til at kunne glide Stages flade tværbold ind fra nært hold. Men det sendte et signal til tyrkerne om, at vi gerne ville frem på banen og skabe noget.

De første ti minutter var vi i fin kontrol, men tyrkerne affyrede lige et varselsskud om, da Kayode bankede bolden på trekantsammenføjningen fra udkanten af feltet. Vi fortsatte dog med stille og roligt at kontrollere kampen, og vi skabte også den næste gode mulighed, da Jonas Wind headede tæt forbi på et Pep Biel-hjørne efter 20 minutter.

Jonas Wind


Lidt efter ville Daramy gerne have haft straffespark, men den kroatiske dommer gav ham i stedet et gult kort for film. Muligvis korrekt, men det kan undre, at tyrkerne ikke også fik samme behandling, da de senere i kampen gik til filmen indtil flere gange.

To minutter senere fik Kayode heldigvis ikke ram på et indlæg midt i feltet fra den energiske Max Gradel, men kampen var nu efterhånden en lige affære af den type, man i mangel af bedre tit kalder for ”rodet”.

Det var også hektisk og intenst, både på og uden for banen, hvor Neestrup fik gult kort for at brokke sig højlydt over et tyrkisk frispark, da Pep Biel bare pillede bolden fra backen Oguz.

Pep Biel


Ti minutter før pausen var vi dog meget tæt på igen, da Diks snittede et hjørne videre, men ved fjerneste stolpe fik en helt fri Jonas Wind ikke styret bolden i mål. Ellers gik resten af halvlegen også med lidt vel meget tju-bang-fodbold, hvor ingen af holdene formåede at holde fast i bolden ret længe ad gangen – og heller ikke kom til egentlige chancer.

Syv minutter efter pausen skabte vi en ganske god mulighed, da Jonas Wind spillede Stage i højre side af feltet, og hans flade indlæg lå fint i feltet, men Daramy var ikke fulgt med ind, så han kunne nå at afslutte.

Lidt efter forsøgte Pep Biel en hælaflevering ud til fløjen, men pressede energisk en forsvarer til at give hjørne. Det skruede han selv ind i feltet, hvor Diks headede hårdt mod mål. Vural reddede fornemt med en fodparade, men Diks hamrede returbolden utageligt i nettet med venstre!

Kevin Diks og Rasmus Falk


Glæden blev dog kortvarig, for fire minutter efter stod det 1-1. Det havde det nok ikke gjort, hvis vi havde haft VAR, for bolden ramte helt tydeligt Leke James på hånden i hans duel med Boilesen, inden han bolden ind bag Grabara.

I stedet straffede vi dem på anden vis, for bolden var dårligt givet op igen, før vi satte et flot angreb op, hvor Diks sendte Falk afsted i højre side, og han slog et perfekt indlæg til Stage, der løb til forreste stolpe og pandede bolden stenhårdt ind bag keeperen.

Jens Stage


Endnu engang viste vi altså stærk moral, efter vi kom bagud, og resten af kampen holdt vi modet oppe og kæmpede forbilledligt, men kom under stigende pres i hjemmeholdets desperate jagt på udligning.

Engang imellem kunne man godt have ønsket sig, at vi havde holdt lidt mere på bolden, når vi fik den, for det blev periodevis meget hektisk. Kortene sad også løst i dommerlommen, men der var også gnist og temperament i duellerne, hvor der blev givet og taget fra begge sider.


Et kvarter før tid headede indskiftede Jorge Felix lige over mål på et indlæg, men det var sådan set også kampens sidste deciderede afslutning, og det kunne vi være bedst tilfredse med. De pressede mere og mere mod slutningen, men også mere og mere hektisk og uden at finde opskriften på at komme til åbne chancer mod vores solide defensiv, hvor vi gik over i en 5-4-1, da Marios kom ind for Daramy og supplerede bagkæden.

Vi rejser derfor hjem med et fremragende udgangspunkt inden returkampen om en uge, efter at have leveret en solid og overbevisende udebane-præstation.