Kampreferat: FCK vs. Vib

Kampreferat: FCK vs. Vib

God start på halvlegen, men ingen mål
Nyindkøbte Libor Sionko fik en varm, men våd velkomst, da han kort før kickoff blev præsenteret for fansene i PARKEN midt under et styrtende regnskyl, der efterlod en dyngvåd grønsvær til de 22 spillere, der kort efter entrede banen.

Blandt dem var Hutch tilbage i startopstillingen, mens Niclas sad helt over og gav plads til Oscar på venstre back, mens William spillede højre back. Viborg havde bænket Steffen Højer og taget to nye med i forsvaret, og de kom hurtigt på en alvorlig prøve i kampens indledning, hvor mestrene lagde forrygende ud. Men med hjælp fra overliggeren bestod de prøven, da Mackan kanonerede bolden forbi Alvbåge efter blot to minutter, men måtte se den prelle af på træværkets underside og gå i spil igen.

Anført af en meget veloplagt Grønkjær lagde hjemmeholdet godt pres på jyderne i de første 5-10 minutter, der bl.a. bød på et nærgående hovedstød fra Gravgaard og et par gode forsøg fra Grønkjær selv, der efter behag passerede sin oppasser Robbie Russell.

Men efter et lille kvarter var Viborg stille og roligt kommet ind i kampen, mens hjemmeholdet gik ned i tempo og ikke rigtigt kom frem til noget i de næste 20 minutters tid. Kun når Grønkjær tog sagen i egen hånd og udfordrede jyderne, så var der optræk til farligheder, men han manglede lige det sidste i afslutningerne.

Würtz fik en advarsel for at protestere over en af Michael Svendsens kendelser, som af og til også fik et par ord med på vejen fra andre af hans medspillere. Med små 10 minutter igen af halvlegen tittede solen pludselig frem over PARKEN, og rent spillemæssig lysnede det også for hjemmeholdet, som igen fik sat godt tryk på Viborg.

Forrygende afslutning på halvlegen - og to mål!
Grønkjær slog et godt indlæg, men Hutch headede lige på Alvbåge, og Gravgaard kom for anden gang rigtig godt op til et hjørne, men headede lige ved siden af. Bedst som man sad og ærgrede sig over, at Mackan ikke havde fået hul på bylden i starten af kampen og måske givet halvlegen et mere opløftende forløb set fra københavnsk side, så kom der gang i løjerne!

Først snuppede Hutch enkelt bolden fra en uopmærksom Åhman-Persson lige uden for feltet, tog et træk og udplacerede Alvbåge med et fladt skud. Og bolden var dårligt givet op, før Silber satte kurs mod baglinien i hans første offensive rush i kampen. Han slog den godt ind foran mål, hvor Mackan ikke fik ram på den, men den fortsatte til en helt fri Nordstrand, der let kunne ekspedere den i tomt mål.

I Svendsens tillægstid kunne halvlegsføringen kunne dog være decimeret, da Simon Nagel ramte roden af den ene stolpe med et fladt langskud, men det blev ved de 2-0.

Chancer til tre og fire efter pausen
Efter pausen – hvor Hjalte afløste Würtz - fortsatte mestrene fortsatte ufortrødent hvor de slap i 1. halvleg, og med lidt held og koncentration kunne føringen let have været udbygget…

Grønkjær kørte gang på gang rundt med Russell og skabte farlige situationer inde foran, men Alvbåge & co. forsvarede sig godt og måtte ved et enkelt tilfælde sparke væk på målstregen på endnu et godt Gravgaard-hovedstød. Thomas Tengstedt havde et udmærket hovedstød efter hjørne i den anden ende, men Jesper var vågen og dykkede godt ned og fik slået bolden væk.

Efter godt et kvarter fik Mikael Antonsson debut, da han afløste Hutch. Anton indtog højre back-positionen, mens William rykkede op på højre midt. Kort efter valgte Anders Linderoth – af andre årsager - også at sætte ny højre back ind, da Russell blev taget ud til fordel for angriberen Moumaife, og Lasse Kryger gik ned som back.

Heller ikke i denne halvleg kunne hjemmeholdet helt indfri de forventninger, som blev skabt i halvlegens indledning, men med 2-0 i ryggen mod et temmelig tamt Viborg-mandskab skulle man også tro, at der var råd til at spare en anelse på kræfterne. Men det skulle vise sig at være forkert…

Reducering, rødt kort og spænding om udfaldet
Ailton afløste Mackan et lille kvarter før tid, men det blev ikke til et lille kvarter på banen for brasilianeren. Med 8 minutter igen blev han nedlagt af Tengstedt midt på banen og skubbede derefter ud efter ham, hvorefter Michael Svendsen ikke så anden udvej end at præsentere ham for det røde kort, mens Tengstedt indkasserede et gult.

Dermed kom der pludselig en helt anden nerve og intensitet i slutminutterne, mens Viborg øjnede muligheden for et overraskende point i PARKEN. Det lykkedes dog ikke at få sat mestrene under pres, og mere end et giftigt forsøg fra Moumaife blev det ikke til, og det strøg lige over overliggeren.

I stedet gav deres offensive bestræbelser bagslag i den anden ende, da William i dommerens overtid strøg af sted i en kontra på højrekanten og spillede godt på tværs til Nordstrand, der sikkert udplacerede Alvbåge til slutcifrene 3-1.

Således kunne Byens Hold notere sæsonens første sejr efter en lidt underlig kamp, hvor man bød på meget godt spil i starten af de to halvlege, men målene og dramatikken faldt i halvlegenes afslutning!