Kampreferat: FCK vs. Sta

Med en overbevisende 4-0-sejr over de norske sølvvindere fra Stabæk afsluttede F.C. København sine forberedelser til forårssæsonen, der indledes lørdag med pokalkvartfinale i Næstved.

Igen var angriberne skarpe, og både Allbäck, Ailton og Junior kom på tavlen, inden Zanka afsluttede målfesten. Der var kun spillet 6 minutter, da anfører Allbäck viste vejen efter et angreb, som Ailton iscenesatte ved at spille Silberbauer fri i højre side, og han fandt Mackan inde foran, hvor han let kunne sætte bolden i tom kasse.

Efter solid FCK-dominans i indledningen fik Stabæk organiseret et noget flagrende forsvar og var godt med i store dele af halvlegen, hvor de også kom frem til et par rigtig gode afslutninger. Men det var ikke til at se på Jesper Christiansen, at han havde siddet ude i en måneds tid, da han flere gange var helt på tæerne med hurtige refleksredninger, der afværgede en norsk udligning.

I stedet slog Ailton til kort før pausen, efter Hutch havde forsøgt sig med venstrebenet. Bolden blev blokeret af en forsvarer og sprang ud til Ailton, der fra kanten af feltet resolut huggede den ind under overliggeren til københavnsk to måls-føring.

Ståle Solbakken udskiftede et halvt hold i pausen, og der blev lagt endnu mere tryk på Stabæk efter pausen, hvor de stort set ikke kom frem til en eneste reel chance. Det gjorde hjemmeholdet til gengæld, og Junior øgede til 3-0 midt i halvlegen, da han fik en bold fra Grønkjær med ryggen til mål, vendte rundt og satte den fladt i det lange hjørne.

Mod slutningen øgede Mathias Zanka Jørgensen til 4-0 med et hovedstød tæt under mål efter et Sionko-hjørne. Samme Sionko måtte udgå kort før tid efter et hændeligt sammenstød, idet han måtte sys med 3 sting efter en flænge over det ene øjenbryn.

Alt i alt blev kampen en rigtig god afslutning på træningskampene, inden det går løs i pokalen om en uges tid med en trup, der bortset fra Gravgaards lyskeskade er fuldtallig og ser meget bred og solid ud.

- - - - - - -

90' Slut 4-0. En perfekt afslutning på vinterforberedelserne med en meget sikker og velfortjent sejr over de norske sølvvindere.

86' Sionko er gået i omklædningsrummet med en svamp presset mod sin pande efter sammenstødet. Ståle ser ud til at ville køre kampen til ende med 10 mand. Det er nok også mere sikkert end at sende en kold mand ind fra bænken.

84' Sionko går omkuld i feltet efter et hændeligt sammenstød. Han og Pospech kombinerede sig igen hurtigt og effektivt frem på højrekanten, men Sionkos sidste træk uden om en forsvarer mislykkedes.

81' 4-0 Zanka! Kommer højest på Sionkos perfekte hjørne og header sikkert i nettet fra nært hold.

81' Tæt på at Grønkjær kommer på tavlen, da han trækker ind fra venstre, afdribler et par mand og hans afslutning rettes af, men går over mål til hjørne. 

79' Et sjældent Stabæk-hjørne, men det passerer hele vejen gennem feltet uden at skabe problemer.

77' God kontrachance, Nordstrand sender Junior af sted i højre side, men han prøver selv og ser ikke den fremstormende og helt fri Oscar Wendt i modsatte side.

75' Sporadiske Stabæk-forsøg på at komme frem til noget, men forgæves... de kom frem til et par gode tilbud før pausen, men der er hidtil lukket særdeles effektivt af i 2. halvleg.

73' Nordstrand mangler lige det sidste efter sin skadespause - får en fin stikning i dybden og er faktisk alene i udkanten af feltet, men bolden smutter fra ham på den våde bane.

71' Solskinnet var kortvarigt, det regner igen... men til gengæld fastholder København grebet om kampen og presser godt på. Sionko har haft gode gennembrud i højre side, og Nordstrand og Junior virker meget opsatte. Men der bliver også hård kamp om pladserne i angrebet i foråret!

67' Solen skinner på de danske mestre og de vel omkring 600, der er mødt op i dag - ikke kun i bogstaveligste forstand, men også i forhold til spillet, evnen til at skabe chancer og omsætte dem i mål. Det ser rigtig godt ud op til næste weekends forårspremiere!

65' 3-0 Junior! Får den med ryggen til mål fra Grønkjær i venstre side, vender rundt lidt inde i feltet og sætter den fladt i det lange hjørne.

62' Rettelse... Zanka er ikke, som det ellers var planen, gået ud i pausen til fordel for Antonsson, men spiller stadig.

58' Nordstrand får den sidste halve times tid i stedet for Ailton - og kommer straks frem til et listigt hovedstød, der er ved at overliste keeperen, men desværre lige ved siden af.

57' Laursen, der overtog anførerbindet fra Allbäck i pausen, kommer højest til et Wendt-frispark fra højre side og header over målmanden, men desværre også lige over overliggeren.

56' Stabæk - der kommer lige fra et træningsophold på La Manga - har skiftet en enkelt ud i bagkæden i pausen, men kører ellers foreløbig med de samme som startede kampen.

53' FCK-hjørne fra højre, 14 mand i det lille felt, men keeperen når højest.

48' De planlagte udskiftninger er gennemført, så FCK nu spiller med: Christiansen - Pospech, Antonsson, Laursen, Wendt - Sionko, Würtz, Nørregaard, Grønkjæt - Ailton, Junior. Desværre er regnen begyndt igen.

47' Vi er i gang igen og har benyttet pausen til at "vende" live up-date'n om, så sidste nyt står først... og allersidste nyt er, at Ailton forpassede en pæn mulighed for at øge til 3-0 efter mindre end et minuts spil, da han gled frem til en fin pasning fra Grønkjær i venstre side, men tæt under mål styrede han bolden  ved siden af.

45' Det var i venstre side, lige uden for feltet, og den norske keeper har taget et skridt til sin venstre side, da Hutch trykker af, og Ailton afslutter resolut højt oppe under overliggeren i modsatte side, hvor keeperen ikke når over. Fornem afslutning på en halvleg, som hjemmeholdet indledte og afsluttede klart bedst, mens nordmændene havde meget spil midt i halvlegen og også kom frem til et par gode afslutninger, som Jesper Christiansen tog sig fornemt af. Pause nu.

44' 2-0! Ailton brager den ind fra distancen efter at Hutch har fået blokeret et forsøg med venstrebenet!

42' Seks FCK'ere har varmet op nede bag det ene mål i en halv snes minutter, da de efter planen skal på banen efter pausen - det er Wendt, Antonsson, Sionko, Hjalte, Würtz og Junior, der afløser henholdsvis Zanka, Niclas, Silber, Kvist, Hutch og Allbäck. Nordstrand skal efter planen have spilletid mod slutningen af kampen.

40' Lynhurtig kontra i den modsatte ende, men Ailton afslutter i sidenettet.

40' Nyt kæmpe tilbud til Stabæk, men Veigar Pall Gunnarsson får ikke ordentligt træf på kanten af det lille felt, og Jesper redder.

38' Frispark til Tchoyi i nordmændenes højre side, lige uden for feltet - Nannskog sparker, men Ulrik Laursen stiger højt til vejrs og pander dødbolden langt væk.

37' Fremragende refleksredning af Jesper Christiansen, da Nannskog fyrer af fra kanten af feltet efter fint opspil af den lille Alanzinho på venstrekanten.

32' Mackan forsøger at flugte på indlæg fra højre, men han er hårdt presset, men får hjørne ud af det - som dog ikke fører til noget.

30' Grønkjær-dribletur fra venstre bremses lige uden for feltet, men ikke ulovligt, mener Claus Bo - i modsætning til Grønkjær...

28' Der har været et par tilløb til københavnske kontraløb, men ellers har der stået Stabæk på spillet i en længere periode nu, men stadig uden at de bliver farlige i feltet.

25' Daniel Nannskog flugter i medløb på en lang fremlægning, men den er svær - og går langt over mål.

21' Forhåbentlig et wake up-call til hjemmeholdet, som rent offensivt er gået lidt i stå efter den fine start på kampen.

20' Kæmpe chance til Stabæk, da Christian Keller snyder offside-fælden og kommer alene med Jesper Christiansen, men keeperen viser sin styrke og parerer hans afslutning.

18' Lidt begivenhedsløst lige nu med meget rodet spil midt på banen.

15' Stabæk forsøger og lykkes også at holde bolden lidt på FCK's halvdel, men de kommer ikke op til den sidste tredjedel og presse på.

12' Nyt fint opspil - Pospech finder Ailton i feltet, og han flugter, men over mål.

10' Stabæk har ikke haft meget offensivt endnu, forsvaret har taget sig sikkert af, hvad der kom, og hjemmeholdet styrer begivenhederne.

9' Ailton forsøger optimistisk fra ca. 30 meter, studser ubehageligt foran keeperen, der dog tager sig sikkert af den.

7' Kæmpe chance... godt indlæg fra Grønkjær i venstre, Silber - der også kunne have headet direkte på mål - header på tværs i det lille felt mod en helt fri Allbäck, men den når ikke frem.

6' 1-0 Allbäck! Fremragende opspil, godt spillet op af Ailton til Silberbauer i højre side, og han lægger den præcist på tværs til Mackan, der let kan sparke den i tom kasse.

5' Godt forsøg fra Silberbauer, der får den i højre side af feltet fra Kvist og trykker af, men Austbo redder til hjørne med en benparade.

2' Første hjørne til FCK, men keeperen tager indlægget.

1' Så er vi i gang...

0' Dommertrioen anført af Claus Bo Larsen entrer banen. Det er tørvejr nu, men det blæser ganske pænt uden dog at nå forrige fredags stormfulde højder. Mon ikke her er mødt omkring 300 tilskuere op.

0' Fra Stabæks hjemmeside har vi opsnappet følgende start-elver fra de norske sølvvindere: 22 Iven Austbø - 3 Jon Inge Høiland, 15 Morten M. Skjønsberg, 5 Pontus Segerström, 6 Tom Stenvoll - 9 Christian Keller, 13 Somen Tchoyi, 7 Henning Hauger, 25 Alanzinho - 11 Daniel Nannskog, 10 Veigar Pall Gunnarsson. Det er tæt på at være deres stærkeste startopstilling.

0' Så er vi på plads en lille halv time før kick-off. Regnen er stilnet nogenlunde af og det lysner over Frederiksberg, mens spillerne så småt er begyndt at varme op. Herunder bl.a. Jesper Christiansen, som skal i aktion for første gang siden Rostock-kampen i januar.

0' FCK.DK dækker træningskampen mellem F.C. København og Stabæk live lige her.