Kampreferat: FCK vs. Ran

Randers FC bedst fra start, men så slog topscoreren til...
Nicolai Jørgensen og Igor Vetokele var tilbage i aktion, om end de startede begge indledte kampen på bænken. Rúrik Gíslason havde karantæne, og Christian Bolaños er ude i efterårets sidste kampe, så til dagens opgør havde Ariël Jacobs valgt en tre-mands-midtbane med Claudemir, TK og Delaney med Vingaard liggende i rummet mellem midtbanen og angriberne. Randers FC havde Charlie Davies i karantæne, og Anders Egholm, Remco van der Schaaf samt Lasse Rise på skadelisten.

Gæsterne kom godt fra start denne råkolde 1. søndag i december, og de producerede allerede i kampens første minut en stor chance til Alexander Fischer, da Jonas Kamper strøg igennem i højre side og slog et fladt indlæg, der passerede gennem hele feltet til Fischer, der fra spids vinkel bragede bolden over mål. En scoring her kunne måske have givet kampen et andet forløb, men hjemmeholdet slap med skrækken, og der skulle gå 12 minutter før de kom frem til den første afslutning – men så blafrede netmaskerne også bag David Ousted!

Optakten var en regulær adventsgave fra Pierre Boya, der slog en fortvivlende tilbagelægning ned mod eget felt, hvor Cornelius opsnappede bolden, trak til venstre om Mads Fenger og trykkede af fra kanten af feltet, og via Fengers fod fik bolden det afgørende skru hen over Ousted og ind i det lange hjørne.

Det gav mere ro på løvernes spil, som dog stadig ikke rigtig sprudlede, og måske skulle man også lige bruge lidt tid på at finde sig tilrette med den atypiske 4-3-1-2-opstilling. Der var dog tilløb til udmærkede chancer, og i den anden ende slap man ikke kronjyderne frem til noget som helst, selv om de ikke bare gravede sig ned, men optimistisk jagtede udligningen.

Ragnar på pletten til 2-0
Efter 24 minutter var Vingaard tæt på at spille Cornelius helt fri i feltet med en fornem indenoms-stikning, men Fenger nåede i sidste øjeblik at kaste sig ned på kanten af feltet og rage bolden til hjørne. Det tog Lars Jacobsen sig af, og inde foran mål steg Ragnar Sigurdsson til vejrs, og da Ousted kom for sent ud til bolden, kunne den stærke islænding med panden dirigere bolden ned i den fjerneste ende af målet, hvor randrusianerne havde undladt at postere en spiller.

Det lignede en tidlig afgørelse – og det blev det også… men hvor løverne hidtil havde kæmpet lidt med at få spillet til at flyde (og til gengæld havde vist stor effektivitet ved at score på noget nær de eneste chancer, man skabte), så blev det væsentligt bedre i de sidste 20 minutter af halvlegen. Måske spillede det ind, at man efter 2-0-målet gik over til en mere regulær 4-4-2 med Vingaard og Delaney på kanterne, og Claudemir og TK centralt.

Claudemir og Cornelius havde et par gode afslutninger lige på Ousted, og omkring den halve time fandt Delaney Santin på kanten af feltet med en følt bold, men bolden smuttede fra brasilianeren i tæmningen. Han fik bedre træf små 10 minutter før pausen med et godt langskud, som tvang Ousted til en tv-redning for at forhindre en scoring.

Gæsterne var dog aldrig helt ude af kampen og forsøgte stadig at kæmpe sig tilbage, men chancerne faldt i den anden ende – og størst efter 39 minutter, da Cornelius fik en perfekt bold i dybden af Santin, lod den hoppe en enkelt gang og huggede til med højrefoden, men Ousted nåede stærkt ned og fik handskerne på, så bolden kyssede ydersiden af den fjerneste opstander.

Den berømte "cruise control" lurede efter pausen
Det blev dog ved de 2-0 ved pausen. Efter pausen var Randers FC igen tæt på en tidlig scoring, og igen var det et fladt Kamper-indlæg fra højre, der voldte problemer, men ingen af hans medspillere fik foden på inde foran.

Men bortset fra det, så havde hjemmeholdet fuld kontrol over begivenhederne og sad tungt og godt på kampen. Man skulle dog en snes minutter hen i halvlegen, før man skabte noget farligt, da et Vingaard-langskud ramte Christian Keller midt foran Randers-målet, så bolden var ved at snige sig over målstregen, inden Ousted fik vendt rundt og kastet sig over den.

Minuttet inden havde Nicolai Jørgensen fået comeback, da han afløste Claudemir, og senere blev der også et glædeligt gensyn med Igor Vetokele, der fik de sidste 17 minutter i stedet for Santin. Begge fik en varm velkomst af de kun 10.193 tilskuere, måske lige undtagen de 10-20 stykker, der heppede på kronjyderne. Sidstnævnte måtte helt hen til det sidste kvarter, før deres helte havde deres første afslutning inden for rammen, da indskiftede Brock-Madsen headede lige på en generelt arbejdsløs Kim Christensen.

I den anden ende var Igor Vetokele centimeter fra – i helt fri position foran mål – at få foden på et Nicolai Jørgensen-indlæg fra højre, men det blev ikke til flere scoringer – heller ikke da Danny Amankwaa kom på banen seks minutter før tid for topscorer Cornelius.

One down, two to go...
Med sejren fik københavnerne en perfekt start på den vigtige sidste uge i efteråret, der byder på den afgørende Europa League-kamp mod Steaua Bukarest på torsdag og en regulær topkamp mod FC Nordsjælland på søndag, der skal vise om Byens Hold skal gå på vinterferie med et forspring på 6, 9 eller 12 point!