Kampreferat: FCK vs. Brø

Mestrene kom flyvende fra start
CV måtte se bort fra hele 6 mand denne gang, eftersom Kris Stadsgaard og Thomas Delaney blev skadet i Lyngby i søndags og dermed skrev sig på listen, der i forvejen tæller Peter Larsson, Mathias Zanka, Claudemir og Martin Vingaard. Brøndby, der ellers havde stillet med de samme 11 hele foråret, måtte se bort fra landsholdskanterne Rommedahl og Krohn-Dehli samt den karantæneramte Norouzi og erstattede dem med Jan Frederiksen, Femi og Jens Stryger.

Hjemmeholdet kom flyvende fra start og ejede stort set hele banen i kampens indledning, hvor gæsterne virkede temmelig usikre i boldomgangen og slet ikke fik ro til at finde deres eget spil. De veloplagte løver tilspillede sig flere gode muligheder - først tvang Santin Michael Tørnes ud i en flyvende redning, som resulterede i tre hjørnespark i rap fra højre side, og på det sidste var N’Doye uhyggeligt tæt på at heade den ind ved fjerneste stolpe, men den gik forbi mål.

Brøndby var dårligt over midten de første 10 minutter, men første gang de var fremme i feltet på en kontra slap Nikolaj Agger slap fri i venstre side, men hans tværpasning endte med et indkast i modsatte side.

Hjemmeholdet kværnede ufortrødent videre med Thomas Kristensen og Christian Grindheim i et sandt arbejdsraseri på den centrale midtbane, hvor de fuldstændig overmatchede Femi og Mike Jensen. Efter et kvarter viste Superliga-topscorer N’Doye høj klasse i spillet ude på banen, da han genialt spillede Diouf fri i feltet, mens alle ventede et skift på tværs af banen. Desværre fik Anders Randrup blokeret, da Diouf ville spille bolden på tværs foran mål.

Efter en snes minutter fik Santin sendt et udmærket hovedstød afsted på et godt Oviedo-indlæg fra venstre, og kort efter forsøgte costaricaneren sig selv med et hug med højrebenet, der strøg forbi den fjerneste opstander. Hen mod den halve time var det igen lige ved og næsten, da Diouf var ved at finde Santin ved forreste stolpe, og N’Doye lidt efter var lige ved at heade brasilianeren fri, men stadig manglede der lige det sidste i at slippe afgørende fri.

Brøndby kom bedre med efter en halv time
I den anden ende var der fred og ingen fare den første halve time, ikke mindst fordi Sölvi Ottesen holdt Simon Makienok i et jerngreb både i luften og langs jorden, men kort efter den halve time brændte det pludselig på nede hos Wiland & co. Først fik Makienok fikst trukket sig fri til skud i feltet, men ramte bolden helt skævt og sendte bolden forbi mål. Minuttet efter fik den lange frontløber presset Wiland i en luftduel, så bolden røg ud til Mikkel Thygesen, der resolut flugtede mod mål - men han ramte Makienok i nakken, så bolden strøg forbi mål og hjemmeholdet slap med skrækken.

I forhold til spil og chancer havde det også været temmelig ufortjent, men det betød immervæk, at Brøndby pludselig meldte sig ind i kampen, og spillet blev mere jævnbyrdigt de næste 10 minutter. Men pludselig slog hjemmeholdet til på en lynende kontra!

Hektisk afslutning med to mål med et minuts mellemrum
Nede på egen banehalvdel opsnappede Lars Jacobsen en svag aflevering fra Daniel Stenderup, og Bolaños sendte lynhurtigt Santin af sted i højre side. Han fandt N’Doye i feltet, der lagde den videre til Lars Jacobsen, der igen fandt en fri Pape Pate Diouf – som tog et enkelt træk og koldt sparkede bolden fladt ind i det lange hjørne.

Men glæden blev kortvarig… Brøndby kom godt op langs venstrekanten, og Mikkel Thygesen fandt Makienok inde foran mål, hvor Sölvi Ottesen dog i første omgang fik afværget. Lidt tilfældigt ramte bolden dog Ragnar Sigurdsson og endte hos Makienok igen, og så scorede han mellem benene på Lars Jacobsen og via Bryan Oviedos fod…

Bare to minutter senere kunne Santin dog have bragt løverne foran igen. N’Doye afsluttede fra højre side af feltet, men Michael Tørnes kom godt ned og halvklarede, og returbolden røg lige ud til Santin, der desværre sparkede over fra nært hold.

Københavnerne sad på kampen efter pausen
Efter pausen tog hjemmeholdet igen et solidt tag i kampen efter den hektiske afslutning på 1. halvleg, og bortset fra at Femi efter et par minutters spil var ved at nå frem til et hjørnespark ved fjerneste stolpe, så havde gæsterne ikke meget at byde på i offensiven. I stedet var N’Doye nærgående minutter efter, da Lars Jacobsen opfangede en returbold på Brøndbys banehalvdel og straks fandt senegaleseren på kanten af feltet, men hans afslutning gik i sidenettet.

Efter 11 minutter diskede Bolaños igen op med en delikatesse-aflevering, da han nærmet uden at se op sendte Lars Jacobsen helt fri i højre side med en fremragende bold i dybden. Landsholdsbacken så op og fandt N’Doye midt i feltet, og med indersiden firsttimede han bolden forbi Tørnes og over i det lange hjørne til endnu en flot københavnsk scoring.

Lidt efter måtte Sölvi Ottesen uden for et par minutter med en flænge i hovedbunden efter et sammenstød med Makienok, og islændingen fik en ”turbandage” og en ren trøje på, mens TK gik ned i centerforsvaret og holdt skansen. I den modsatte ende kom N’Doye uheldigt til at træde på Jan Frederiksen i en duel om bolden, og det kostede senegaleseren et gult kort, der sender ham i karantæne mod AGF 2. påskedag.

Der stod stadig FCK på kampen, selv om der blev lidt længere mellem angrebene, men hele holdet lagde stadig et højt og aggressivt pres, der stressede Brøndby, så de aldrig for alvor kom op og true i FCK-feltet.  Med knap 20 minutter igen kom Pierre Bengtsson på banen i stedet for Diouf, og Oviedo gik op på den venstre midtbane, hvor Vingaard og Delaney jo ikke er til disposition i øjeblikket.

N'Doye lukkede og slukkede med sit andet mål
Det blev til et par Brøndby-hjørnespark i de sidste 10 minutter, men nærmere end en skudchance til Goodson kom de ikke, og hans forsøg blev blokeret at de super-påpasselige FCK-forsvar. I stedet kunne N’Doye lukke og slukke i de døende sekunder efter endnu en forrygende københavnsk kontra, hvor Pierre Bengtsson strøg til baglinien og slog bolden på tværs til den helt udækkede N’Doye, der enkelt kunne sætte den i netmaskerne.

3-1 og færdigt arbejde efter en solid og overbevisende præstation mod et ellers formstærkt Brøndby-hold, der dermed led det første nederlag efter vinterpausen. Da Nordsjælland tidligere på dagen måtte rejse fra Haderslev med et 0-1-nederlag øgede mestrene forspringet i toppen til 6 point, inden det går løs igen 2. påskedag med en udekamp i Århus.