Kampreferat: FCK vs. Brø

Kampreferat: FCK vs. Brø

Højt tempo, intensiv fight, masser af målchancer, rødt kort – og et enkelt mål til F.C. København signeret af Fredrik Berglund, som dermed tilføjede Brøndby sæsonens første nederlag foran en fantastisk lydkulisse med 37.989 tilskuere.

Begge hold lagde ud i et forrygende tempo, der fra første fløjt var et topopgør værdigt, og umiddelbart var det Brøndby, der kom bedst fra start. Allerede i det 2. minut var Morten Rasmussen ved at overliste Jesper Christiansen med et højt indlæg i feltet, men landsholdsmålmanden fik viftet bolden til hjørne.

Hurtigt begyndte spillet dog at bølge frem og tilbage med hurtige kombinationer, hårde nærkampe og afslutninger i begge ender. Oscar Wendt gik et par gange over i højre side og sendte et par farlige indadskruede frispark ind i feltet, og efter et af dem fik Hjalte Nørregaard sparket bolden i mål, men forinden var der korrekt vinket offside på Berglund. Det første store tilbud til hjemmeholdet faldt efter 10 minutter, da Marcus Allbäck kastede sig frem og fra kanten af målfeltet headede et perfekt indlæg fra Lars Jacobsen centimeter forbi den fjerneste stolpe.

Brøndbys første store chance kom efter 18 minutter efter et frispark hvor Michael Gravgaard fældede Martin Ericsson i højre side. Kasper Lorentzen sparkede hårdt og fladt ind foran mål, og Jesper Christiansen kunne ikke holde bolden, der røg lige ud til Mark Howard. Heldigvis blev han presset godt af Allbäck, så Christiansen kunne få fat på bolden igen.

Hjemmeholdet fik først greb om kampen
Efter det første kvarters tid var det som om kampen så småt begyndte at sætte sig med hjemmeholdet som de toneangivende, og midt i halvlegen blev det til to solide målchancer. Først forlængede Brede Hangeland et indkast fra Lars Jacobsen, og Allbäck fulgte op og headede fra kanten af det lille felt bolden en meters penge over mål. Et par minutter efter iscenesatte Silberbauer et mønsterangreb: han førte selv bolden frem i et rush midt på banen, fandt den fremstormende Lars Jacobsen på højrekanten, og hans lange indlæg lagde Allbäck tilbage til Silberbauer, der kom løbende og hamrede den lige over mål fra en god position midt i feltet.

Efter den halve time fik Allbäck sin tredje store chance, da Hjalte Nørregaard lavede kigge-væk-finten uden for feltet og servicerede svenskeren med en præcis pasning, som han i medløb sparkede tæt forbi mål.

I det 35. minut gjorde Brøndby det endnu vanskeligere for sig selv. Mark Howard havde i forvejen fået et gult kort for at tage bolden med sig efter der var dømt indkast til F.C. København tæt på hjørneflaget, og lige for næsen af Nicolai Vollquartz fejede han nu benene væk under Atiba Hutchinson i en ret ufarlig situation midt på Brøndbys banehalvdel. Vollquartz tøvede ikke med at vise ham begge sine kort, og trods blå-gul hovedrysten og protester måtte han forlade banen.

Brøndby trak Morten Rasmussen ind i midterforsvaret og Thomas Rasmussen ned som venstre back, og måtte se mestrene stramme grebet yderligere om kampen, selv om der blev lidt længere mellem chancerne resten af halvlegen. Den myreflittige Hutchinson, der gang på gang flakkede rundt på banen fra sit udgangspunkt i venstre side, havde dog et godt hovedstød lige til venstre om Ankergrens mål på endnu et godt indlæg fra den angrebsivrige Lars Jacobsen.

Hjemmeholdet kunne gå til pausen efter en halvleg, hvor de havde skabt flere chancer end i de to Champions League-kampe tilsammen, og hvor Brøndby syntes en anelse mærket af, at deres seneste europæiske opgør var spillet 48 timer senere end FCK’s.

Hutch - her, dér og allevegne
2. halvleg var ikke mange minutter gammel, før hjemmeholdet – og i særdeleshed Atiba Hutchinson - viste, at man havde tænkt sig at fortsatte hvor man slap før pausen. Først blev Berglund væltet omkuld af Morten Rasmussen lige uden for straffesparksfeltet uden at Vollquartz gav ham noget, og i stedet fulgte Hutch godt op, trak sig fri af et par mand og afsluttede lige over mål fra højre side.

Minuttet efter fik canadieren selv serveret en god bold i dybden fra Oscar Wendt, trak ind i feltet, driblede en enkelt gang og fik igen afsluttet, men Per Nielsen blokerede. Men FCK fastholdt angrebet, og Oscar Wendt spillede igen Hutch, der denne gang besluttede sig for at lade andre komme til. Han serverede den i stedet præcist tilbage til Wendt, der var løbet i fri position i feltet, og Wendt sparkede den med højrebenet forbi Ankergren og på stolpen… men så stod Fredrik Berglund lige dér hvor en forward skal stå og kunne heade riposten i det tomme mål til en fortjent hjemmeføring på 1-0.

En dejlig og velfortjent forløsning for den nyklippede svensker, som havde ladet de lange lokker falde efter i tirsdags at have tabt et væddemål med Flemming Østergaard om, hvorvidt han ville score mod Celtic… 

Stemningen på lægterne steg lige et par grader på lydbarometret, og på banen blev der fortsat løbet, kæmpet og tacklet, så det bragede. Men selv om mestrene fastholdt overtaget, er en 1-måls-føring mod Brøndby aldrig nok til at man kan læne sig tilbage og slappe af. Men 10 mod 11 var det svære vilkår for Brøndby-offensiven, og den store islænding Sigurdsson lå tit meget alene og fik ikke meget plads af et super-koncentreret FCK-forsvar, der ikke gav noget væk denne aften.

William Kvist afløste Hjalte Nørregaard efter 66 minutter og tog plads på højre midtbane, mens Silberbauer gik ind på den centrale. Nok engang beviste Kvist sin store værdi som indskifter, for selv i så høj-intensive kampe som disse, ligner han efter få sekunder én, der har spillet hele tiden. Han rykkede godt på kanten, han gik godt op og vandt luftdueller, han fordelte boldene fornuftigt og udstrålede i det hele taget ro og sikkerhed.

Med omkring et kvarter tilbage var Silberbauer tæt på at øge føringen, da han headede en halv meters penge forbi mål på et hjørnespark fra Linderoth. Kort efter fik Hutchinson endnu en god chance for at komme på tavlen, da han opsnappede bolden og løb fra Brøndby-forsvaret, men canadieren måtte nok en gang se sin afslutning gå over mål. Han mangler stadig lige det sidste i sine afslutninger, men blev helt fortjent kåret af FCK-fansene som man of the match.

Berglund - straffe eller film?
13 minutter før tid lignede det et klart straffespark til Berglund, da Morten Rasmussen hægtede ham bagfra i feltet, men Vollquartz vurderede, at svenskeren filmede, og derfor måtte han indkassere en advarsel. Det var dog næppe derfor, han i samme moment blev erstattet af Martin Bergvold, hvorefter Hutchinson gik op i angrebet.

Der var stadig forrygende fight om hver en meter, og Brøndby forsøgte at skubbe spillet frem, men hjemmeholdet fastholdt initiativet. Den eneste gang Brøndby reelt havde en farlig afslutning i 2. halvleg var da Thomas Rasmussen med 4 minutter igen fik plads til at fyre et langskud af fra omkring 25 meter, som Jesper Christiansen måtte ud i fuld længde for at slå uden om stolpen.

Ellers fik Brøndby aldrig etableret et pres, og man skulle helt frem til det sidste af de 3 tillægsminutter, før de fik et hjørne og sendte Casper Ankergren med op i feltet. Men symptomatisk for kampen fik midterforsvaret nok engang ekspederet bolden væk fra farezonen, og kort efter kunne de hvidklædte spillere og fans jublende strække armene op mod den regnvåde aftenhimmel i visheden om, at de kan nyde de kommende 2 ugers kamppause på førstepladsen i SAS Ligaen.