Kampreferat: Brø vs. FCK

F.C. København løb ind i forårets første nederlag på dansk grund, da Brøndbys Morten Skoubo med et mål i anden halvleg, sørgede for kampens enlige scoring. Sejren var fortjent, men ikke større end at meget kan ændres når returkampen afvikles om fjorten dage i PARKEN.

Cheftræner Hans Backe måtte til aftenens første pokalslag mod Brøndby IF undvære ingen ringere end anfører Bo Svensson i midterforsvaret grundet en mindre skade. Det gav plads til Ole Tobiasen, mens også Dan Thomassen vendte tilbage til startopstillingen efter endt karantæne. På midtbanen var formstærke Jesper Bech foretrukket frem for Hoseth, mens to-målshelten fra landskampen mod Kasakhstan, Peter Møller, erstattede Zuma i front og dét endda som kaptajn for løverne. Sidst men ikke mindst værd at bemærke at rutinerede Gall atter var i kassen efter sin flotte kamp mod OB i søndags.

Hos Brøndby IF var der til det sidste tvivl om Retovs deltagelse, men på ægte Wieghorst-manér var midtbaneslideren blevet klar til første tvekamp. Til gengæld måtte Laudrup undvære Daugaard, hvilket gav plads til den tidligere FCK'er Sebastian Svärd blandt de elleve startende.

Kampen på Hjalte Park indledtes med overvægt i spillet til hjemmeholdet. Med en spritny konstellation i centerforsvaret virkede det som om kommunikationen ikke helt var på plads hos løverne, hvilket efter små ti minutter gav sig udslag i, at Brøndby kom til kampens første store chance, da Elmander blev spillet blank med Gall. Det er imidlertid en situation den rutinerede keeper har prøvet før, og derfor måtte den svenske angriber se sit forsøg pareret af garvede Gall.

Kort efter skulle det dog atter brænde på i gæsternes felt, da Morten Skoubo aldeles udækket fik lov at heade mod mål, men afslutningen strøg et godt stykke udenom mål.

Efter de to store Brøndby-chancer kom gæsterne mere med i kampen, men nogen køn affære blev den første halve time nu ikke. Dertil dominerede de lange bolde for meget, og da upræcise afleveringer generelt var i overvægt, var det ikke særligt seværdigt, hvad de to hold præsterede - navnlig F.C. København . På plussiden noteredes det dog, at løvernes Tobias Linderoth i den grad gav den gas på midtbanen. Med bidende hårde tacklinger og en formiddabel placeringsevne kom den vævre svensker i vejen for rigtig meget kampen igennem.

Omkring den halve time blev pulsen sendt i vejret hos de 13.000 vidner, da et indlæg fik lov at sejle ind til en helt fri Kahlenberg. Med både tid og plads til at tæmme bolden valgte den unge midtbanespiller at sætte hovedet på, hvilket blot resulterede i en afslutning med badeboldsfart fem meter over mål.

Kort efter var det så F.C. Københavns offensive kræfters tur til at vise tænder. Det skete dog på baggrund af en forsvarsfejl, der medførte frit skud mod et blankt mål for Álvaro fra 30 meters afstand, men desværre overplacerede brasilianeren sin afslutning.

Noget hakkende fortsatte halvlegen fremad med Brøndby i teten bedst underbygget ved et par langskud af Dan Anton og Morten Skoubo.

Med to minutter tilbage skete der endelig noget for fodbold-feinschmeckere. Et godt indlæg af Lars Jacobsen i halvanden meters højde blev mødt af en flyvende Jesper Bech, der på akrobatisk vis fik sakset bolden mod kassen. Efter at have studset jorden strøg bolden op på indersiden af stolpen bag en ellers prisgivet Ankergren.

Som hurtig afløsning for denne flotte afslutning slog Brøndby imidlertid kontra, og såmænd om ikke Kahlenberg var centimeter fra at afslutte dette med effekt, da han fra en spids vinkel med indersiden flugtede bolden snært udenom trekantssammenføjningen.

De to flotte afslutninger afrundede første halvleg, om hvilken man måtte konstatere at hjemmeholdet havde haft overvægten af chancer - ikke kreeret på flot spil, men mere qua upåpasselighed hos gæsterne.

Fra anden halvlegs start blev Kamper smidt for løverne frem for Mads Jørgensen og den unge lynhurtige kantspiller kunne kort efter se holdkammeraten Elmander få et frit skud inde i feltet efter et hjørnespark, men igen manglede præcisionen.

Chancen var imidlertid startskuddet til en aggressiv periode for hjemmeholdet, der med kæderne skudt langt frem, fik lagt et højt og vedvarende pres på løverne. Det gav muligheder til Kahlenberg, Elmander og Skoubo, men ineffektiviteten belejligt intakt.

For F.C. Københavns vedkommende var det ikke prangende, hvad der blev præsteret. Det flydende kombinationsspil var ikke eksisterende, hvorfor dyder som hård fight og nærkampsstyrke stod øverst på dagsordenen. Det kan man såmænd også nå et stykke med, men i dagens kamp rakte det ikke - der manglede slet og ret det idérige og fremadrettede spil, holdet har vist på det seneste.

Med et kvarter tilbage blev alle Brøndbys afslutningskvaler udstillet i én og samme chance. Et par gode kombinationer på højrekanten endte i et hårdt indlæg fra Elmander. Som modtager til dette stod Skoubo under en halv meter fra stregen uden hvidklædte spillere i nærheden, men i stedet for at skubbe bolden det sidste stykke over stregen, bugserede den tidligere FCM-spiller kejtet bolden over mål. Årets afbrænder på Brøndby Stadion.

Der skulle dog ikke gå længe inden netop Skoubo fik muligheden for at gøre skaden god igen. Denne gang havnede et indlæg fra Kamper hos kampens ellers store synder, der med et løb til forreste stolpe og et hårdt skud bragte sit hold foran, med garanteret tilgivelse fra de mange blå-gule bag målet til følge.

Scoringen var såre fortjent på en aften, hvor ikke meget lykkedes for de københavnske gæster. Og da Milton et par minutter inde i overtiden fløjtede af kunne begge mandskaber derfor stå tilbage med en vis tilfredshed over resultatet. For Backes tropper ved ikke at tabe større, for Laudrups ved at sejre efter tre kampe i SAS Ligaen uden fuld gevinst.

Om to uger afvikles som bekendt returopgøret i PARKEN og med aftenens resultat er kampen om avancement til årets pokalfinale stadig helt åben.