Første halvleg varer 90 minutter

I aften går det løs på Brøndby Stadion i første semifinalekamp i DBU's landspokalturnering. Hans Backe og co. er kommet godt fra start på 2005, mens Brøndby IF har haft svært ved at finde efterårets sprudlende spil frem igen.

Onsdag skal første skridt altså tages mod årets pokalfinale i PARKEN. Semifinaler er altid spændende, og når det så tilmed er imod Brøndby, ja så kan det næsten ikke blive bedre. F.C. København tager til Brøndby med tre sejre i SAS Ligaen i bagagen, mens Brøndby stadig savner årets første sejr i turneringen. F.C. København kvalificerede sig til semifinalen ved at slå Fremad Amager 3-1, mens Brøndby ordnede Skjold 2-0.

I FCK-lejren er der tvivl om Bo Svensson, mens Dan Thomassen og Balázs Rabóczki vender tilbage. Dermed er der tæt på optimale betingelser for de hvidklædte løver. Hos Brøndby er der tvivl om Martin Retov og Kim Daugaard.

Et anderledes opgør
I forhold til SAS Ligaen er det ikke umuligt, at det venter et noget anderledes opgør i aften, end når holdende mødes i turneringen. Da det skal afgøres over to kampe, er det ikke altafgørende for nogle at holdene, at der hives en sejr i land. Et FCK-mål i Brøndby vil selvfølgelig lune gevaldigt, men på den anden side nytter det jo heller ikke, hvis Brøndby så scorer mange flere?

Derfor vil taktikken og marginalerne nok være afgørende for aftenens kamp. Hvem har heldet, og hvem har gejsten? Sidst de to hold mødtes i Brøndby, var det med et klart dominerende FCK-hold, der sænkede hjemmeholdet på to Michael Silberbauer-mål og vandt 2-0 i Royal League.

Det må gerne gentage sig i aften?