Kampreferat: Ben vs. FCK

Kampreferat: Ben vs. FCK

Samme 11 som startede i Jerusalem
Ståle Solbakken havde ikke overraskende valgt at indlede med de samme 11, der gjorde det så godt i Jerusalem for en uge siden. Og a propos gengangere, så startede 8 af spillerne også inde, da vi var i Lissabon for et års tid siden. William, Niclas og Würtz er nye i forhold til Lars, Oscar og Tobias. Til sammenligning havde Benfica i aften blot fem mand med fra samme opgør: Quim, Leo, Petit, Katsouranis og Nuno Assis. Om det var derfor træner Fernando Santos' navn på storskærmen blev hilst med en voldsom pibekoncert inden kampen skal vi lade være usagt!

Kampen udviklede sig som forventet med Benfica mest på bolden, mens gæsterne stod kompakt og koncentrerede sig om det sikre. Derfor kom hjemmeholdet ikke rigtigt frem til noget, og efter et kvarters tid begyndte der at snige sig små fejl ind i deres opspil - og store, som da Luis Felipe smed en bold væk på midten, så Mackan kunne sende Grønkjær afsted i en kontra i venstre side, men Silber bankede indlægget over mål fra en vanskelig vinkel.

Fem minutter senere kom Benficas hidtil bedste tilbud til dyrt indkøbte forward Oscar Cardozo, da han midt for mål kun nåede at snitte et indlæg fra højre, så den strøg forbi mål. Venstrebacken Leo havde en god aktion lidt efter, da han kom forbi både Kvist og Silber, og med sidstnævnte i haserne smed han sig i feltet. Dommeren lod korrekt spillet fortsætte, men at dømme efter reaktionerne på lægterne var det nok gået os imod, hvis det var kommet til en afstemning blandt de fremmødte.

Benfica straffede vores første fejl
Modgang var der til gengæld tale om efter 25 minutter, da Würtz begik vores vel nok eneste fejl hidtil i kampen med en upræcis tværpasning midt på banen. Lynhurtigt kørte Benfica kontrakanonen i stilling, og Rui Costa affyrede den fra distancen, og kuglen strøg fladt ind ved stolpen, lige inden Jesper kunne nå ned til den.

Ærgerligt at sætte dem igang på dem måde, når vi ellers havde haft ganske godt styr på begivenhederne hidtil. Men med de forgangne 12 måneders selvtillid og erfaring i bagagen lod mestrene sig ikke slå ud, og efter en god halv time fik Grønkjær eftertrykkeligt snydt Luis Felipe og sendt Hutch til baglinien, men da han prøvede at finde Mackan, fik portugiserne lige akkurat afværget til hjørne efter en situation, der i mistænkelig grad lignede hands.

Fremragende comeback, da Hutch udlignede
9 minutter før pausen kom belønningen for at vi modigt søgte at presse spillet frem på deres halvdel. Niclas sendte en bold frem i venstre side, og Hjalte stødte med i dybden og lagde glimrende ind foran mål, hvor den store Luisão tjattede en lidt løst ud i feltet - her var Hutch på plads og med en flad firsttimer satte han den perfekt ved fjerneste stolpe. Og så blev der for en stund temmelig stille på det store Estadio da Luz!

Kort efter måtte Luisão udgå, og Katsouranis gik ned i midterforsvaret, mens det unge amerikanske stortalent Freddy Adu kom ind på midten. Om det var derfor der bredte sig en vis rådvildhed blandt de rødtrøjede skal være usagt, men i hvert fald var det gæsterne, der havde fat i den lange ende indtil pausen, hvor der både var en god hovedstøds-mulighed til Brede og en stor skudchance til Grønkjær på kanten af feltet. Ikke så sært at de ca. 55.000 Benfica-fans piftede utålmodigt af deres noget usikre helte, som ikke havde fået det helt så let som de havde forestillet sig.

Desværre pådrog Grønkjær sig et gult kort lige inden pausen, der holder ham ude af returopgøret, da det er hans andet i kvalifikationskampene.

Benfica-offensiv efter pausen ebbede hurtigt ud
Benfica sendte nye offensive kræfter på banen efter pausen i form af Fábio Coentrão i stedet for den temmeligt anonyme Bergessio, og straks fra halvlegens start producerede de et par halvfarlige situationer - farligst da Cardozo fik headet fra nært hold, men Jesper var på sin post og sikrede sig bolden.

Offensiven ebbede dog hurtigt ud igen, mens københavnerne holdt sig klogt inde i kampen. Man skulle et helt kvarter ind i halvlegen, før Jesper måtte i aktion igen, da Cardozo tog chancen med et langskud fra distancen, men landsholdskeeperen viste klassen og reddede til hjørne.

I mellemtiden havde både Luis Felipe og Petit indkasseret gule kort efter nogle halvhårde frustrationsfrispark, Den unge Adu viste af og til besnærende teknik, men overbeviste ikke om, at han endnu er klar til kampe på det her niveau. Et niveau, hvor vi atter viste at vi hører hjemme.

Mesterligt spil af københavnerne, der sad på kampen
Benfica diskede op med sært henholdende pasningsspil tilsat et hav af fejlafleveringer, der yderligt tirrede det frustrerede hjemmepublikum, mens de portugisiske journalister hamrede hidsigt i tastaturerne og gjorde klar til morgendagens bredsider mod træner Santos & co. Kampen var ikke engang lige og jævnbyrdig, da den gik ind i sit sidste kvarter - de danske mestre var ganske enkelt spilstyrende og både fysisk og mentalt oven på, og faktisk sad man og ærgrede sig lidt over, at vi ikke var i stand til at komme frem til endnu en scoring!

Santos spillede sit sidste kort ud fra bænken og sendte Nuno Gomes ind for Nuno Assis, mens Ståle først en halv snes minutter før tid valgte at sende Nordstrand ind i stedet for Mackan, der kunne sætte sig ud på bænken efter veludført dåd. Måske lugtede Ståle også blod, da han - kort før slut ved 1-1 i en vigtig udekamp - valgte at erstatte en angriber med en angriber. Og efter få minutter på banen var 9'eren også lige ved at blive spillet fri i feltet af et Gravgaard-hovedstød, men Quim fik først fat i den.

Adu høstede bifald for et håbløst saksespark langt udefra, men det var måske ironisk ment fra det hårdt prøvede hjemmepublikum, der lidt efter brølede på straffe, da David Luis tog turen op i feltet og slog et indlæg, som de mente Gravgaard afværgede med armen. Men den ungarske opmand viste ingen tegn på hjemmedommeri og lod spillet fortsætte.

Grum skæbne, da Rui Costa slog til igen...
Det gjorde han desværre også, da Silber kort efter blev væltet i feltet efter at have opfanget en Benfica-kikser og spillet en hurtig et-to med Nordstrand og kom fri i feltet, men spillet fortsatte - og et halvt minut efter sejrede uretfærdighedens gudinde skånselsløst, da Rui Costa med 4 minutter igen trykkede af fra distancen på noget, der egentlig ikke var en chance, men igen sad den så yderligt, at Jesper ikke nåede derud.

Sionko fik de sidste minutter i stedet for Hjalte, men det var for sent at komme tilbage i kampen og få det ene point, som havde givet et mere retvisende billede af begivenhederne. Men selv om vi må rejse hjem med et nederlag, så er 1-2 trods alt bedre end 0-1. Og selv om Benfica vil være to uger længere fremme i sæsonforberedelserne til returkampen, må vi stå med en helt reel chance for at vende billedet og sikre billetten til det forjættede land.