FCK-fans i Parken

Kampdag: FCK-Vejle

KB-kampdagsquiz - se svarene nederst i artiklen
1. Hvilken europæisk klub har vi mødt, hvor Niels-Chr. Holmstrøm engang spillede?
2. Hvilket øgenavn havde KB's og landsholdets mangeårige centerforward Poul Nielsen?
3. Hvad hed den KB-målmand, der grundlagde SELECT?
4. Hvilken sæson var den sidste, hvor KB spillede i 2. division som F.C. Københavns andethold: 2007/08, 2009/10 eller 2011/12?
5. Hvilke syv F.C. København-spillere i 1992 havde spillet førsteholdsfodbold i KB?

Hygge efter lørdagstræningen på KB i maj 1979
Foto: Per Kjærbye, fodboldbilleder.dk

Om billedet: Det var andre tider, når man i "gamle dage" forberedte sig på en kampdag. Her hygger træner Mario Astorri og KB-spillerne sig efter en fredagstræning på KB's anlæg i maj 1979. Det er i øvrigt Hjaltes far, Klaus Nørregaard, med pandebåndet, bag den stående Torsten Andersen. Længst til højre sidder landsholdsmålmand Ole Qvist på hug. Han var den eneste, der ikke var helt tilfreds, da KB to dage senere smadrede Ikast 8-1 i Idrætsparken (med otte forskellige målscorere!), for efter flere store redninger, reducerede Ikast alligevel kort før tid og ødelagde Qvists clean sheet.
 

KB-hyldest
I dag hylder vi KB's 150-års jubilæum ved at spille i den særlige KB-jubilæumstrøje. Inden kampstart overrækker Jacob Lauesen F.C. Københavns gave til repræsentanter fra KB, og KB hyldes også fra tribunerne. Desuden er aftenens indmarchbørn fra KB.

Vi opfordrer til at komme i god tid, så der ikke er for meget pres på indgangene lige før kampstart.

Husk også at du efter kampen kan mødes med vennerne i det nye Fanområde under Nedre C, som blev indviet i onsdags.

>> Se hele Parkens program før, under og efter kampen

Mulig debutant
Sydkoreanske Kyung-Hyun Lee er for første gang i bruttotruppen til en førsteholdskamp. Lee kom til København i sommeren 2025 fra Ansan Greeners FC og blev en del af vores U19-trup og har spillet venstre back i 27 kampe i U19-ligaen, U19-pokalen og Youth League.

Han var fast mand i efteråret, og har efter nytår fået konkurrence på pladsen af Xander Poulsen. I onsdags scorede han sit første mål på U19 i 4-1-sejren over OB.

Lee var med på A-holdets vintertræningslejr i Marbella og fik et kvarter i 1-1-kampen mod Brann, og efter hjemkomsten spillede han hele træningskampen mod B.93 den 23. januar.

Kyung-Hyun Lee
Kyung-Hyun Lee i træningskampen mod B.93. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Korte facts
Vi har vundet vores 11 seneste hjemmekampe mod Vejle - den stime overgås kun af 16 hjemmesejre i træk over Lyngby (kampe i både Superliga og pokal).

Ifølge OPTA kan Bo Svensson blive den første Superligatræner, der vinder sine første fem kampe, siden de begyndte at indsamle data i 2010/11. Han er i forvejen den første F.C. København-træner, der har vundet sine første fire kampe.

Ingen Vejle- eller F.C. København-spillere har været på banen i alle sæsonens 29 Superligakampe - Igor Vekic og Christian Gammelgaard samt vores egen Jordan Larsson har flest med 28. Jordan er også vores Superliga-topscorer med ni mål - Gammelgaard og Mikkel Duelund er Vejle-topscorere med syv hver.

Jordan Larsson
Jordan scorede et af sæsonens mål mod Vejle i 2-0-sejren i august. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Dommerne
Dommer: Frederik Svendsen
Linjedommere: Victor Skytte og Ole Kronlykke
Fjerde dommer: Svend Funder
VAR & A-VAR: Jonas Hansen og Jesper Nielsen

Kort og karantæner
Karantæne: Lasse Nielsen, Vejle

Karantænefare, FCK: Andreas Cornelius ved en advarsel til mindst fire strafpoint og Mohamed Elyounoussi ved en advarsel til seks strafpoint

Karantænefare, Vejle: Mads Enggård og Andrew Hjulsager ved næste advarsel, Giorgi Tabatadze og Stefan Velkov ved næste advarsel til mindst fire strafpoint samt Bismark Edjeodji og Valdemar Lund ved en advarsel til seks strafpoint.

TV
Du kan se kampen på TV2 SPORT & TV2 Play

Svar på kampdagsquiz
1. Bordeaux - se Holmstrøms møde med de gamle holdkammerater her
2. Poul "Tist" Nielsen - læs her hvorfor han fik øgenavnet
3. Eigil Nielsen - læs mere på Selects hjemmeside
4. 2009/10 - herefter måtte andethold ikke spille i Danmarksturneringen, og i stedet oprettede man en reserveliga
5. Martin Johansen, Michael Johansen, Christian Lønstrup, Morten Falch, Torben Piechnik, Nicolai Wael og Anders Bjerre

(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, superstats.dk, OPTA/StatsPerform)