Jesper Christiansen: Vores fans har været fantastiske

Målmand Jesper Christiansen har været imponeret over opbakningen på udebane i foråret. Nu hvor det hele spidser til i SAS Ligaen er der for alvor kommet gang i støtten til F.C. København både ude og hjemme. Ikke mindst den sidste udekamp mod AC Horsens var det imponerende hvad spillerne blev vidner til nede bag det ene mål.

 

I de sidste to hjemmekampe er der allerede garanti for en fantastisk kulisse, i og med at kampen mod Brøndby er udsolgt og sæsonens afsluttende opgør mod Silkeborg også er særdeles eftertragtet at overvære live i PARKEN.

 

Fantastisk opbakning
Uagtet disse to opgør, foregår den næste kamp i aften. Det drejer sig om det udsatte opgør mod FC Nordsjælland i Farum. Spillerne opfordrer alle fans der har mulighed for det, om at komme op og støtte spillerne i jagten på endnu tre point.

 

- Vores fans har været helt fantastiske. Det er klart at det vil betyde utrolig meget i denne her vigtige kamp i aften at vi også får god opbakning, ligesom den fantastiske støtte vi fik ovre i Horsens i lørdags. Der var mange derovre og det er vigtigt for os. Man kunne høre vores fans mere end man kunne høre hjemmeholdets i Horsens og det er fantastisk at få den form for opbakning, selv på udebane, siger målmand Jesper Christiansen.

 

- Selvom man koncentrerer sig 100 procent om kampen når man først er på banen, så tænker man alligevel over de folk der er på lægterne, det er bare med til at gøre en kamp sjovere at spille, når der er mange tilskuere, og vores fans er rigtig gode til at sætte gang i ethvert stadion, slutter keeperen.

 

Med denne vurdering af fansenes betydning for holdet, fra målmand Jesper Christiansen, følger FCK.DK spillernes opfordring og håber at rigtig mange vil tage turen til Farum i aften, for at se det udsatte SAS Liga opgør. Kampen spilles på Farum Park, med kickoff klokken 18.00.