Jesper Christiansen skifter til Elfsborg

Efter 210 kampe og 18.936 minutter har F.C. Københavns målmand, Jesper Christiansen, haft sidste arbejdsdag hos de danske mestre. Landsholdskeeperen skifter med øjeblikkelig virkning til svenske Elfsborg, der er blevet enige med F.C. København om en overgang.

 

F.C. Københavns nu forhenværende nummer 1 har høstet utallige triumfer i København, herunder fire danske mesterskaber, en pokaltitel, tredobbelt modtager af Det Gyldne Bur samt gruppespil i henholdsvis UEFA Champions League og Europa League. Hans mange stærke præstationer for F.C. København har samtidig gjort Jesper til en fast bestanddel af Morten Olsens landsholdstrup.

 

- Jesper har i de seneste 5 år gjort et fantastisk job for F.C. København og har således haft stor betydning for klubbens resultater. Det har i forlængelse heraf ikke været let for Jesper at indtage rollen som reserve på målmandsposten. Jesper skal i samme forbindelse have stor ros for at optræde som et fornemt eksempel, med stor loyalitet til holdet og klubben. Nu skilles vore veje imidlertid og herfra skal lyde et stort held og lykke med karrieren, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.

 

Jesper Christiansen har fejret mange triumfer med F.C. København...