
Jens Berthel Askou stopper i F.C. København
Assistenttræner Jens Berthel Askou stopper i F.C. København, da han skal være ny manager i Motherwell FC fra den nye sæson.
Jens Berthel Askou startede i F.C. København i vinter, og han har suppleret trænerteamet positivt, men der har været en forståelse for at muligheden for et nyt skridt i karrieren kunne være til stede denne sommer.
”Jens har været en dygtig træner at bringe ind i vores gruppe. Han har suppleret trænerteamet perfekt, og han har leveret på et højt niveau. Både på trænerkontoret, men også ude på træningsbanen har han taget ansvar og vist en stor fodboldfaglig indsigt. Han har været med til at forbedre os.”
”Vi har dog også været klar over fra starten af at dette scenarie kunne opstå fordi vi netop har med en dygtig træner at gøre, som også har stiftet bekendtskab med cheftrænerrollen før. Derfor har vi også hele vejen igennem været opmærksom på hvordan trænerteamet skal suppleres i fremtiden, og dette forventes at falde på plads i nærmeste fremtid,” siger sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
Selv siger Jens Berthel Askou om tiden i F.C. København;
”Det har været en kæmpe fornøjelse at have været en del af og samtidig bidrage til et fantastisk miljø i F.C. København det sidste halve år.”
”Både menneskeligt og sportsligt har det været et fantastisk match mellem F.C. København og jeg. Jeg har nydt arbejdet med trænerkollegerne og spillerne hver eneste dag det sidste halve år, hvilket kulminerede med the double. Det var både målet med min tid her og samtidigt det perfekte punktum for en suveræn tid i F.C. København. Jeg har arbejdet sammen med en unik gruppe af utroligt dygtige og inspirerende mennesker.”
”Jeg er overbevist om, at dette hold vil finde et endnu højere niveau i den kommende sæson. Det vil jeg følge med glæde udefra, da jeg har fået en spændende mulighed for at genoptage min cheftrænerkarriere. Der skal lyde en tak til alle for en fremragende tid,” siger Jens Berthel Askou.
Cheftræner Jacob Neestrup sender også Jens Berthel Askou afsted med stor ros.
“Både spillertruppen, trænerstaben og jeg selv har været ekstremt glade for vores samarbejde med Jens. Han har i den grad leveret på hans ansvarsområder, og vi kan kun takke Jens for hans gode og dedikerede indsats for F.C. København gennem det seneste halve år. Han har en stor andel i vores mesterskab og pokaltitel.”
”Vi er glade for det gode match der har været, men vi har også vist fra første dag at denne mulighed for Jens potentielt kunne opstå. Vi ser tilbage på et godt samarbejde, og vi ønsker alle Jens al muligt held og lykke med han kommende store opgave i Skotland,” siger Jacob Neestrup.