Elias Jelert

Jelert og Daramy udtaget til A-landsholdet

Elias Jelert og Mohamed Daramy er begge udtaget til det danske A-landshold, der møder Finland og Kasakhstan i EM-kvalifikationen.

Det fortalte landstræner Kasper Hjulmand på dagens pressemøde i Parken, og de er blandt en trup på foreløbig 23 spillere.

Mohamed Daramy er noteret for fire landskampe siden debuten mod Skotland. For Elias Jelert er det den første udtagelse til A-landsholdet, mens han er noteret for seks U19-landskampe for Danmark:

Jelert: En fed overraskelse
”Det er gået virkelig stærkt for mig, og det er vildt, at jeg er udtaget til A-landsholdet," siger Elias Jelert.

"Det er gået godt i klubben her i foråret, og vi er der altid for hinanden på banen, og det gør det lettere for den enkelte at præstere godt."

"Selvom det er gået godt, så havde jeg på ingen måde forventet at blive udtaget til A-landsholdet, så det er en fed overraskelse."

"Lige nu glæder jeg mig til at spille i Parken på søndag for FCK, og så bliver det fedt at være en del af landsholdet efter det,” siger Elias Jelert.

Ud over de to nuværende FCK-spillere er Victor Kristiansen, Morten Hjulmand, Rasmus Højlund og Jonas Wind med en FCK-fortid også udtaget til de kommende kampe.