Pause til Würtz og Grønkjær

Jeg har stadigvæk masser af ambitioner

Jeg har stadigvæk masser af ambitioner

 

FCK.DK fik til dagens træning en snak med Jesper Grønkjær, der ser frem mod en hektisk sæsonstart ovenpå en kort ferie efter sin deltagelse ved VM i Sydafrika.

 

- Jeg har ikke haft så meget sommerferie, men nu er Superligaen i gang, og vi skal også ud at spille europæisk fodbold, så der er masser at se frem til. Så må afslapningen vente for det er nu, at vi skal presse på, starter Grønkjær.

 

Jesper valgte at forlænge med klubben op til denne sæson, men til gengæld valgte han også at stoppe på landsholdet. En svær beslutning for enhver landsholdsspiller (der vel at mærke selv får lov at vælge!)

 

- Det var en vanskelig beslutning for mig at stoppe. Jeg havde haft tanken et halvt års tid inden, og det er derfor en velovervejet beslutning, ikke mindst set i lyset af, at jeg har haft en del skader i det forgangne år. Men det er selvfølgelig altid vemodigt at stoppe på landsholdet, hvor jeg har haft mange gode oplevelser.

 

Adspurgt til formen lige nu svarer Grønkjær.

 

- Det er ikke planen, at jeg skal spille hver eneste kamp for FCK, selvom mit hjerte siger noget andet. Her må logikken tage over. Jeg er i udmærket form, og nu hvor jeg ikke er med landsholdet mere, kommer der indimellem ti dage, hvor jeg kan restituere lidt mere. Det skulle gerne ende op som en fordel for mig selv og for FCK.

 

Om motivationen ovenpå en lang karriere og forud for en ny sæson svarer Grønkjær.

 

- Motivationen og ambitionerne fejler absolut ingenting, og jeg føler stadig, at det er fedt at vinde titler, og forhåbentligt kan vi også gøre en god figur i europæisk sammenhæng. Det er en af grundene til, at jeg valgte at forlænge, selvom jeg fylder 33 år. Vi har en bred trup, og der er mange spillere at vælge mellem. Til nogle kampe vælger Ståle en anden spiller frem for mig og fred være med det. Jeg skal bare være klar, når han har brug for mig, slutter Grønkjær.