Intet var som det plejer – og så alligevel..

Solen skinnede allerede fra en skyfri himmel, da FCK2 løb på banen her til formiddag. De fleste af de faste profiler havde fået fri ovenpå mesterskabsfesten i PARKEN i går aftes, og ved roret for hjemmeholdet var i dag et nyt ansigt. Træner, Jan Michaelsen havde byttet kasket med U17- træner Jonnie Larsen, og var taget til Frankrig med hans spillere for at deltage i en større turnering weekenden over.

 

Af Jessica Schrøder

Jonnie skulle derfor forsøge at bygge holdet op om de resterende 2. divisions spillere, og skabe et hold af dem samt oprykningsspillerne til dagens kamp.

 

Startopstillingen:

Jonathan Grumme – Per Weinrauh

Aske Krohn – Mathias Graversen – Mads Aunvig – Thomas Christiansen

Casper Windfeld – Morten Andersen – Kaspar Christiansen – Nicklas Kristensen

Mads Frederiksen

 

Udskiftninger:

45. min: ud: Per Weinrauh - ind: Peter Piil

75. min: ud: Jonathan Grumme - ind: Nadim Karami

81. min: ud: Caspar Windfeld - ind: Mikkel Clausen

 

Kampen

Kampen blev fløjtet i gang, og begge mandskaber lagde ud i et rigtig godt tempo. Det første kvarters tid bød ikke på de store chancer til nogle af holdene, og spillet var meget centreret om midten. Men kort før det tyvende minut tog hjemmeholdets Mathias Graversen et godt løb på venstrefløjen, og serverede et perfekt fladt indlæg foran mål hvor Per Weinrauh blot skulle sætte en inderside på. Scoring: 1-0 

25’ Mads Aunvig sender et godt skud ind mod Glostrups mål. Keeperen disker op med en tv-redning og efterlader tilskuerne med dyb ærgrelse. Få minutter senere. Spillet er igen i Glostrups målfelt og flere af FCKs reserver står i kø for at sende bolden ind over målstregen – men ind, vil den ikke!

 

Dommer Thomas Dahl Strandberg beordrer et minuts drikkepause, da der er spillet en halv time. Pausen lod til at komme meget belejligt for udeholdet, der hurtigst fandt ind i rytmen igen. Blot fire minutter efter bolden er givet op, disker Glostrup op med godt kantspil, og en helt umarkeret Brian Andreasen kan nemt sætte foden på det perfekte indlæg fra kanten. Udligning 1-1. Få minutter senere kommer Glostrup igen igennem på højrekanten, og er tæt på at score en kopi af deres mål – men denne gang står Løvernes forsvar sikkert og afholder dem fra scoring.

 

I pausen benyttede hjemmeholdet sig af den første af deres udskiftninger og sendte assistenttræner Peter Piil på banen. Kampen bølgede meget frem og tilbage og typisk for holdenes position i divisionen, var der tale om et rigtigt midtbaneopgør. Anden halvleg huskes nok mest for Aske Krohns gode spil på højrekanten, som skabte flere gode chancer til hjemmeholdet – og så dommer Dahl store tørst. Endnu en drikkepause blev beordret med små ti minutter igen. Det var tydeligt at se, at spillerne led under varmen og nød godt at de små drikkepauser. Igen var der forskel at spore, efter bolden blev givet op, men denne gang kom FCK2 bedst fra start.

 

Det var tydeligt at se, at begge hold ville vinde kampen, og de sidste ti minutter blev en spændende periode for de få fremmødte tilskuere. Begge hold havde store chancer. Størst var dog dem, der tilfaldt FCK2, som nok burde havde scoret minimum én enkelt mere.

 

Men som tabellen tydeligt indikerer, mødtes to midterhold i dag. Styrkemæssigt var de ikke langt fra hinanden, og med dagens trupmæssige udfordringer må man sige, at Byens Hold trak det længste strå. Jonnie Larsen formåede at dirigere spillerne godt rundt på banen og det var god kommunikation mellem spillerne. Den sidste skarphed manglede atter – men denne gang må man undskylde resultatet med varmen og ikke mindst den manglende sammenspils-rutine blandt spillerne.

 

FCK.DK tog en snak med forpustet assistenttræner; Peter Piil efter kampen:

 

- Det var dejligt at spille igen. Det er efterhånden 3 år siden jeg sidst var i kamp, og formen rakte fint til denne ene halvleg. Det er den plads jeg er vant til at spille, og jeg faldt hurtigt ind i rollen da jeg blev skiftet ind og tog den måske nok lidt på rutinen i dag, sagde Piil og fortsatte:

 

- Jeg synes alle spillerne havde en rigtig god indstilling i dag. Mange af dem har ikke spillet sammen før, så det var godt at se, at de holdt sig til oplægget, konstaterer Piil og slutter stolt af:

 

- Jeg er stolt af samtlige mand i dag. Alle, selv dem jeg ikke kendte, går ud i dag og leverer en indsats der er over al forventning. Det er bare super godt gået!

 

Foto: Jessica Schrøder / FCK.DK

 

Foto: Jessica Schrøder / FCK.DK

 

Foto: Jessica Schrøder / FCK.DK

 

Foto: Jessica Schrøder / FCK.DK