Interne rokeringer i Talentafdelingen

Efter planen skulle vores talenthold genoptage U-ligaerne i februar, men lige nu ved ingen, hvornår turneringerne genoptages. Efter regeringens seneste Covid-19 restriktioner er al ungdomstræning foreløbig indstillet, og Talentafdelingens spillere og stab er fra i morgen hjemsendt med løn, jf. regeringens hjælpepakker.

Efter at førsteholdets stab er kommet på plads, kan vi dog give et overblik de seneste rokeringer i Talentafdelingen inden den midlertidige nedlukning.

U19-trænerstaben
Hjalte Nørregaard er tilbage som U19-cheftræner, efter at han vikarierede som cheftræner og assistenttræner på førsteholdet. Nicklas Rüsz Skousgaard Pedersen bliver assistenttræner og analytiker efter hidtil at have været tilknyttet som studerende på analyseområdet.

Den tidligere U19-assistenttræner, Jannick Breuning, er fortsat en del af staben omkring førsteholdet med en række specialopgaver inden for taktisk analyse m.v.

Stefan Madsen blev allerede i efteråret tilknyttet U19-trænerstaben som Head of Player Development for hele U19.

U17-trænerstaben
Alfred Johansson vender tilbage som U17-cheftræner, efter at han vikarierede som U19-cheftræner, og Martin Vingaard (der midlertidigt var U17-cheftræner) er igen assistenttræner, mens Morten Nordstrand (der vikarierede som U19-assistent) genoptager sin tidligere rolle i U17-staben som individuel coach for U17-19.

Sundhedssektoren
Talentafdelingens hidtidige Head of Physio, Abdel Benkacem, er nu ansat som Head of Physio for førsteholdet, og han afløses i Talentafdelingen af Kevin Kofi Rasmussen.

Rollen som Head of Physio i Talentafdelingen er todelt og består dels i at være fysioterapeut for U19-holdet og dels i at være fagligt ansvarlig for alle fysioterapeuter og behandlere på U19, U17, U15 og U14.

Kevin Kofi Rasmussen er også rekrutteret internt og har været to et halvt år i Talentafdelingen, først som studerende og siden som U17-fysioterapeut i en halvtidsstilling.

Ny U17-fysioterapeut er islandske Gudrun I. Jonsdottir, som har været i et praktikforløb i Talentafdelingen og nu bliver fastansat som fysioterapeut på fuld tid.

Stolthed over de interne kompetencer
Troels Banggaard, Head of Performance Services i Talentafdelingen, er både glad og stolt over, at vi igen kan rekruttere kompetente kræfter internt.

”Det er fuldt fortjent, at Abdel (i daglig tale kaldet Abs, red.) får rollen på førsteholdet, og det er vi meget stolte af i Talentafdelingen,” fortæller Troels.

”Han har en meget stor andel i den struktur, vi har opbygget i hele fysioterapeut-gruppen med en kombination af faste medarbejdere og studerende. Vi kan se på mængden af ansøgninger, at vi har skabt et meget attraktivt miljø, og det betyder også, at vi kan tiltrække de bedste fra hver årgang.”

”Abs har haft en nøglerolle i at sætte den interne uddannelse og træning i system og skabe et godt og tæt samarbejde mellem alle og med gensidig læring og sparring. Han har f.eks. også stået for de forløb, hvor de fysioterapeut-studerende er ovre og følge førsteholdet i en periode.”

”Først og fremmest skal vi selvfølgelig løse de daglige opgaver i sundhedssektoren bedst muligt, men vi tænker også hele tiden et og to skridt frem i uddannelsen. Enten åbner der sig interne muligheder, eller også kommer de ud i andre attraktive job, da vi har et godt ry.”

”Derfor tog det også mindre end to døgn at udfylde pladserne, da Abs blev ansat på førsteholdet. Vi havde nemlig kvalificerede kandidater klar, og faktisk så mange dygtige folk, at flere var i spil til de ledige pladser.”

”Kevin har, lige fra han kom, udvist en meget høj faglighed og lyst til at udvikle sig, så han blev i praksis Abs’ højre hånd i dagligdagen og kendte derfor til de opgaver, som han nu overtager ansvaret for.”

”Gudrun, der afløser ham som U17-fysioterapeut, har ikke været her så længe, men er også kommet ind med en høj faglighed og en stærk fodboldforståelse, fordi hun selv har spillet fodbold. Vi prioriterer, at fysioterapeuterne også har mærket spillet på egen krop, ikke nødvendigvis som professionel, men med en basal erfaring med spillet. Hun er et stort talent og en god personlighed, som vi er glade for at kunne fastansætte på fuld tid,” slutter Troels Banggaard.