U19 fejrer mesterskabet

Hjalte og Haarbo ser tilbage på en vild U19-sæson

Med 5-1-sejren over AaB satte U19 i dag et flot punktum for en lang sæson, hvor de sluttede U19-ligaen på en suveræn førsteplads hele 11 point foran FC Midtjylland på andenpladsen, mens FC Nordsjælland tog bronzemedaljerne.

Det var kulminationen på en vild sæson og en vild uge, der bød på DM-guld til Superligaholdet i søndags, U19-pokalfinalesejr over Lyngby i onsdags og så U19 DM-trofæet i dag.

U19 fejrer mesterskabet
Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Haarbo: En fantastisk uge
"Det har været en fantastisk uge," lød det fra en storsmilende anfører, Daniel Haarbo, efter kampen i dag.

"Der har været rigtig godt humør og en masse gode momenter både på banen og i omklædningsrummet, og vi har virkelig hygget os. Det er også fortjent, for det har virkelig været en stærk sæson, hvor vi har spillet rigtig godt og også haft det rigtig godt uden for banen. Så det har bare været fantastisk at være en del af.”

Daniel er en af de få gennemgående figurer i hele U19-sæsonen, hvor han kun missede en enkelt kamp i efteråret på grund af en mindre skade, og ellers er han startet inde hver eneste gang i U19-ligaen.

”Ja, det er stærkt, at der kan være så meget udskiftning af forskellige årsager, og at holdet stadig kan bevare niveauet over hele sæsonen. Men det kunne vi, fordi de der kom ind undervejs også holdt niveauet oppe og leverede resultater. Det er det, der karakteriserer det her mesterhold," siger Daniel.

Daniel Haarbo
Daniel Haarbo kom også på tavlen i dagens 5-1-sejr over AaB. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Mange belønnet med førsteholdsdebut
Han kronede også indsatsen i dag med en scoring, der bragte hans sæsontotal op på 11 mål - næst flest efter Orri Óskarssons vanvittige 29 mål. Og så var han en af mange talenter, der fik førsteholdsdebut i løbet af sæsonen.

”Det var helt perfekt med førsteholdsdebut, det er jeg selvfølgelig også meget glad og stolt over. Men vi har så mange dygtige talenter, der leverer resultater, og det er flot, at det også bliver belønnet med så mange, der har fået debut. Det er et kæmpe skulderklap og en stor motivation for alle os i Talentafdelingen."

Kæmpestort at løfte to trofæer
Det var derfor kulminationen på en meget stor sæson, da den målfarlige midtbanemotor i dag kunne løfte DM-trofæet på holdets vegne.

"Det har jeg glædet mig meget til og set frem til, og så endda to gange på et par dage. Det er ikke så tit, man får lov til det, så det var kæmpestort. Nu venter der en sommerferie, hvor det bliver dejligt at slappe lidt af, inden vi er klar igen til at klø på efter sommerferien," sluttede Daniel Haarbo.

DBU overrækker DM-trofæet til anfører Daniel Haarbo
Anfører Daniel Haarbo modtager DM-trofæet. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Hjalte: Fantastisk med så mange forskellige spillere
Cheftræner Hjalte Nørregaard har altid et skarpt blik for udvikling og forbedring, men han medgav at det næsten ikke kunne være gået bedre denne sæson:

”Det har været helt fantastisk, især i forhold til hvor mange spillere, der har været igennem," sagde han.

"Der er rigtig mange, der har givet noget i forhold til at vinde de her to titler, og samtidig har mange også været oppe og spille på førsteholdet."

U19 - danske mestre 21/22
Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Tro mod vores spillespil og udtryk
"Men vi har hele tiden været tro mod vores spillestil, vores udtryk og vores måde at gøre tingene på, ligegyldigt hvem der har spillet. Det er måske det, der er det flotteste i forhold til, hvordan vi sluttede efteråret, og hvordan vi har været tro mod vores måde at gøre tingene på."

"Undervejs i turneringen har vi stadig kunnet udvikle os ved at træne og blive dygtigere til det, vi gerne vil, og det kan jeg f.eks. se i forhold til de modstandere, vi har mødt. De to sidste kampe i efteråret mødte vi Randers derovre og vandt 1-0 i en tæt kamp, og vi vandt 2-0 i Vejle i en tæt kamp, men da vi mødte dem her i foråret var vi bare helt i kontrol og var bedre end dem, og det synes jeg har været fedt at se."

Stort talentflow i klubben
Mens spillere som Valdemar Lund, Roony Bardghji, Hákon Arnar Haraldsson og Elias Jelert spillede mange U19-kampe i efteråret har de stort set ikke været med i foråret, hvor der i stedet kom en række unge U17-spillere op i U19-truppen og begyndte at vise sig frem. Det så man tegningen til allerede i den skandinaviske turnering i Spanien i december.

"Ja, der havde vi nærmest et halvt U17-hold med, og mange af de unge viste, at de var klar og har leveret fine præstationer. Det viser bare det store talentflow, der er i klubben, og hvordan andre tager over, når de mere etablerede forsvinder op i systemet, sådan som de også skal."

"Det har været fedt at se den ærgerrighed og villighed til at lære og udvikle sig og vinde, så det er bare et fedt miljø at være en del af," lød det fra Hjalte, der også fremhævede den særlige "førsteholds-motivation", som Daniel Haarbo fortalte om.

Elias Jelert
Elias Jelert - en af flere unge, der har begejstret fansene i Parken i denne sæson. Foto: Getty Images


Den vigtige "førsteholds-motivation"
"Det giver bare noget til alle ungdomsholdene, at de ser, at det 100 % er muligt at tage det skridt op til førsteholdet. Nogle af dem, de har gået op og ned af på gangene, i styrkerummet og på træningsbanen, dem ser de nu lige pludselig på F.C. Københavns førstehold i vigtige og afgørende kampe i Superligaen og i Europa."

"Så bliver alle drengenes drømme bare endnu større og stærkere, og det gør noget i forhold til det håb, alle har. Man arbejder lige lidt hårdere end ellers, for det er pludselig blevet lidt mere realistisk at række ud efter det, man går og drømmer om. Det er bare med til at forstærke alt det andet, der sker i forvejen i Talentafdelingen."

Ser frem til Youth League
"Nu kan vi se frem til at skulle spille Youth League til efteråret, og selvfølgelig håber vi af mange grunde, at førsteholdet klarer playoff'en og kommer i Champions League-gruppespil, for så skal vi jo rejse med rundt og spille Youth League mod de samme hold, ligesom man f.eks. gjorde i 2013 og 2016. Ellers deltager vi under alle omstændigheder i det andet Youth League-spor for de nationale mestre, hvor vi spiller knockout-kampe hjemme og ude, så der er meget at glæde sig til, når sommeren er overstået," slutter Hjalte Nørregaard.

U19-trænerstaben
U19-trænerstaben. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


U19-trænerstaben fra venstre: Jonas Winther (fitness coach), Kevin Kofi Rasmussen (head physiotherapist), Hjalte Nørregaard (head coach), Stefan Madsen (player development coach), Jannick Breuning (tactical analyst and development of style of play), Morten Bertelsen (sports psychologist) og Mikkel Drexel (goalkeeper coach)