Hæder til FCK spillere

Efter et fantastisk efterår med kæmpe succes i Superligaen og i UEFA Champions League, der kulminerede med avancement til 1/8-finalen, er hæderen regnet ned over spillerne fra Byens Hold fra nær og fjern. Her kan du få et overblik over de seneste kåringer og nomineringer:

 

Spillerforeningen har kåret Årets Profil i Superligaen i 2010 og valget er faldet på William Kvist, der kan glæde sig over at kollegerne i Superligaen har peget på ham som bedste spiller i det forgangne år. Af tidligere vindere kan i øvrigt nævnes Michael Gravgaard og Jesper Grønkjær. Spillerforeningen har også kåret Årets Hold, og her er F.C. Københavns anfører ligeledes at finde sammen med klubkammeraterne Mathias ”Zanka” Jørgensen, Martin Vingaard og Jesper Grønkjær.

 

Det store anerkendte fodbold-site. Goal.com, har i kølvandet på gruppespillet i UEFA Champions League kåret deres All Star hold og her optræder Claudemir blandt andet sammen med Messi, Essien, Bale og Eto’o.

 

De bedste danske fodboldspillere i ind-og udland kårer endvidere 8. januar 2011 Årets Fodboldspiller i Danmark ved et stort anlagt show på DR.  Fem spillere er nomineret til titlen heriblandt William Kvist og Martin Vingaard. De øvrige er Anders Lindegaard, Simon Kjær og Dennis Rommedahl.

 

Tidligere i år blev også Johan Wiland hædret, da han blev udnævnt til Årets Målmand i Sverige foran Andreas Isaksson.

 

Alle spillere ønskes stort tillykke med kåringerne samt nomineringer!